E-sport

Dansk FIFA-stjerne siger stop: - Jeg har ikke altid været helt glad

August 'Agge' Rosenmeier trapper ned i sin FIFA-karriere.

August ’Agge’ Rosenmeier forlader DM-vinderne fra North og koncentrerer sig om at få ro på mentalt.

Der har været ild i August ’Agge’ Rosenmeiers controller, siden han i 2012 blev danmarksmester i e-sporten FIFA og sidenhen verdensmester to år senere.

Nu har en af Danmarks bedste FIFA-spillere dog valgt at tage en pause på topplan, og derfor forlader han DM-vinderne fra North. Beslutningen er truffet efter længere tids overvejelser fra den 23-årige stjerne, der har brug for en pause.

- Jeg har igennem en længere periode haft en stor mental byrde hvor jeg ikke altid har været helt glad, skriver han i et TwitLonger og uddyber:

- Jeg har sat mit liv i perspektiv og valgt at tage min fod af gaspedalen. Når alt kommer til alt, er ens mentale sundhed vigtigere end e-sport.

Stopper ikke med FIFA

North respekterer August ’Agge’ Rosenmeiers modne beslutning.

- I dag tager vi afsked med en legende, et forbillede og en god ven. August ’Agge’ Rosenmeier har besluttet at nedtrappe sin karriere. Vi ønsker ham alt det bedste fremover, skriver de forsvarende danmarksmestre på Twitter.

Det københavnske e-sportshold holder dog døren på klem for den talentfulde FIFA-spiller og udelukker således ikke muligheden for at gøre brug af hans evner i online-kvalifikationsturneringer, hvor ’Agge’ kan få lov til at spille kampe hjemmefra.

For selvom han stopper hos North, holder han stadig FIFA-spillet ved lige, bekræfter han.

- Controlleren er dog ikke lagt på hylden. Jeg har stadig en stor kærlighed og håb til spillet og alt det rundt omkring. Lige nu handler det dog for mig om at være glad og have overskud i min hverdag.

Han efterlader North med Marcus ’Marcuzo’ Jørgensen, Mads ’MadsR’ Rosendal og Jesper ’Pilm’ Prang.