E-sport

Astralis igen slået af tronen på verdensranglisten

Astralis tabte finalen ved ESL One New York til Evil Geniuses.

Amerikanske Evil Geniuses er det første CS:GO-hold i halvandet år til at holde Astralis og Team Liquid væk fra førstepladsen.

De danske e-sportsstjerner fra Astralis er ikke længere nummer et på verdensranglisten i Counter Strike-spillet CS:GO.

Søndag aften vandt det amerikanske hold Evil Geniuses (EG) nemlig en Star Series-turnering i Tyrkiet, der udover en præmiesum på knap 1,7 millioner kroner også sikrer holdet point nok til at overtage førstepladsen for første gang.

Ranglisten er blevet opdateret mandag, hvor Astralis er 30 point efter på andenpladsen.

- Evil Geniuses har været gode på det sidste. Respekt til amerikanerne. For vores vedkommende er intet ændret, vi er kommet for at blive. Pas på, EG, skriver Astralis på holdets Facebook-side.

EG har vundet fem turneringer i 2019 og slog blandt andet netop Astralis i finalen ved den store turnering ESL One New York i slutningen af september.

Samtidig har en top 4-placering ved Majoren i Berlin i sensommeren - som Astralis til gengæld vandt - også været med til at sende amerikanerne mod toppen.

Frisk pust i toppen

Evil Geniuses' himmelflugt betyder, at holdet bliver det blot tredje til at indtage førstepladsen på CS:GO-ranglisten i halvandet år.

Fra april 2018 og helt frem til juni i år var Astralis de ubestridte verdensettere, inden det Holland-baserede hold Liquid slog danskerne af tronen.

Tidligere i oktober genvandt Astralis førstepladsen, men må altså nu give afkald på den endnu engang.

  1. Evil Geniuses: 906 point
  2. Astralis: 876 point
  3. fnatic: 733 point
  4. Liquid: 669 point
  5. Vitality 476 point
  6. Avangar: 435 point

Udover Astralis har Danmark tre hold i top-20 på verdensranglisten, nemlig Heroic (17), Tricked (19) og North (20).