E-sport

Astralis misser overraskende finalen på hjemmebane

Astralis formåede for tredje gang ikke at kvalificere sig til finalen. De vandt senere kampen om tredjepladsen.

For øjnene af 12.000 Counter Strike-fans i Royal Arena glippede Astralis finalen i Blast Pro Series.

Det danske hold, som ligger nummer to på verdensranglisten, var tvunget til tre sejre i lørdagens kampe samt håbe på, at andre resultater flaskede sig.

Ingen af tingene lykkedes.

Astralis havde problemer med at få afsluttet kampen mod Team Liquid i BLAS Pro Series Copenhagen, men fik lukket med cifrene 16-10. Video: TV 2 SPORT

For selvom Astralis vandt 16-9 over Team Liquid i første kamp, formåede de ikke at vinde den anden kamp mod NaVi, som endte 15-15.

Kort forinden var Astralis' skæbne allerede beseglet, da Team Liquid tabte til NiP.

Dermed kunne det danske hold ikke længere slutte blandt de to bedste hold. Astralis vandt dog den sidste gruppekamp over Cloud9 med 16-3

Sejren betød, at 'Xyp9x' og kompagni skulle spille en såkaldt 'standoff' mod NaVi, der var en showkamp om tredjepladsen.

Her spillede alle fem spillere fra de to hold i aktion en efter en, hvor den enkelte duel blev vundet af den spiller, der først vandt ni runder.

Astralis vandt samlet og modtager knap 135.000 kroner i præmiepenge.

Årsagen til Astralis' exit skal findes i fredagens skuffende resultater, hvor de tabte begge sine kampe.

Det er tredje gang ud af tre mulige, at holdet ikke formår at kvalificere sig til finalen i Royal Arena.