E-sport

Til Counter-Strike står nogle i en sø af øl, mens andre strikker en julesweater

Nærmest alle i Royal Arena holdt i weekendens Blast Pro Series med Astralis. Så stemningen dalede en smule, da holdet røg ud.

Udsolgte Blast Pro Series byder lørdag på tårnhøj underholdning. Men de mange Astralis-fans formåede ikke at råbe deres helte i finalen.

Foran gruppen flyder en sø af øl, sammenklemte ølglas, popcorn og klappepølser.

Sangen er høj og taktfast, men teksten på afterski-hittet ’heeey baby’ er skiftet ud.

- Glaaaaa1ve. Glaaa1ve ba-by! Uh-ah!

Det udtales "glaijve", så den hjemmelavede melodi, der banker ud i alle hjørner af et udsolgt Royal Arena, er altså ikke helt ved siden af.

En hel sektion på cirka 30 mænd og enkelte kvinder kaster alle ubetinget kærlighed i retning af Astralis-spilleren Lukas 'gla1ve' Rossander. De kaster også med fadøl, og gerne mod hinanden. Og de krammer, synger og danser, når det går godt for holdet Astralis.

Astralis sætter pris på det

De kommer til mange turneringer i udlandet, og næsten også alle i Danmark. Derfor er de også mødt talstærkt op til Blast Pro Series i Royal Arena i København.

Lukas 'Gla1ve' Rossanders bror David Rossander er kendt blandt nogle i Counter-Strike-miljøet som en trofast fan på lægterne til Astralis’ kampe. Især fra de store sejre, hvor han og de andre gutter har for vane at løbe op på scenen for at hylde Astralis.

- Vi ved fra Astralis-drengene og ledelsen, at de sætter pris på det. Jeg har skrevet med Lukas, og han siger, at det er fedt, at de kan mærke stemningen, siger David Rossander til TV 2.

Han bliver afbrudt af en kammerat. Der skal synges videre. Men først får kammeraten klasket sin fadøl lige i ansigtet, så det sprøjter ud over hele hans skæg. Det er en del af gamet, så han tager det ikke tungt.

Nogle våben i spillet Counter-Strike er mere foragtede end andre. Sådan forholder det sig for tiden med våbnet 'krieg', der også kaldes 'sg'. Disse to vil gerne have, at våbnet 'nerfes', altså gøres dårligere.

Blast Pro Series er en af de største begivenheder i Counter-Strike på dansk jord. Og med 12.000 solgte billetter er det et godt billede på, at store dele af den danske befolkning er blevet begejstret for den esportsgren, som vi herhjemme nok er allerdygtigst til.

Danskerne ser med i stuen

Et andet billede på den udvikling er, at der er fuldstændig udsolgt. Og selvom de fleste i disse digitale tider vender ryggen til det gamle farvefjernsyn i stuen, så fortæller det også en historie om en esport i fremgang.

På helt almindeligt fjernsyn er Counter-Strike og særdeles Astralis nemlig også i høj kurs. På TV 2 ZULU så 95.000 for eksempel med, da Astralis vandt den såkaldte Major-turnering i Katowice i Polen i februar – det var en rekord, som den mest sete esportstransmission på dansk tv nogensinde.

Og derudover sendes der i dag flere timers Counter Strike i dansk fjernsyn end nogensinde før, oplyser TV 2 Analyse.

- Ned!, bliver der på et tidspunkt råbt fra den udsolgte Royal Arenas balkoner.

Publikum kan følge hele kampen på en storskærm, så de ved noget, som Astralis-spilleren Xyp9x ikke gør.

12.000 personer har indløst billet til det udsolgte arrangement i Royal Arena i København. Spillerne fra Astralis og de andre hold sidder også fysisk inde i salen, men tilskuerne følger med i kampen på en storskærm.

En dreng sidder ved siden af sin mor og fagter med al sin energi armene nedad.

Alle øjne på skærmen

Xyp9x er alene tilbage mod spilleren Flamie fra holdet Navi.

Flamie gemmer sig i hjørnet af bombesitet på A på banen Nuke. Xyp9x kryber langsomt frem fra sin position i ”heaven”. Han er en etage over Flamie. Publikum råber for at få ham til at kigge ned i hjørnet.

Xyp9x har lydtætte hovedtelefoner på, så han kan ikke nødvendigvis høre publikums bøn.

Men han kigger ned og skyder Flamie. Runden er vundet for Astralis.

- Jaaaaaaah!

Royal Arena i København eksploderer i jubelrus. Sådan er det, hver gang Astralis skyder en modspiller eller vinder en runde, for i Royal Arena til Blast Pro Series holder publikum nærmest udelukkende med Astralis.

TV 2s decibelmåler banker flere gange op på 100. Det svarer nogenlunde til at stå lige ved siden af et kæmpe musikanlæg, der bare banker derudad.

Andreas 'Xyp9x' Højsleth er en legende for tilskuerne. De kalder ham clutch-ministeren. Det betyder kort fortalt, at han er god til at afgøre de runder, hvor oddsene er imod ham.

Tilskuerne er fra alle ender af landet og i alle aldre. Børn, voksne, unge, ældre fylder salen og gangene. Det er dog også den slags event, hvor køen til herretoilettet er betydeligt længere. end den er til kvindetoilettet.

Frem med strikketøjet

Ikke så forfærdeligt mange stenkast fra den store scene sidder familien Stephansen fra Nivå i Nordsjælland.

Mor Nadia er i gang med at strikke en juletrøje til sig selv. Sønnerne Tristan og Silas gider ikke gå i den slags længere, men de luner dog noget op til tanken, da der foreslås en Astralis-strikketrøje.

Hele familien er fans af det ultimative spil om politi og røvere. For Counter-Strike handler jo ganske simpelt om, at nogle politifolk skal stoppe nogle terrorister.

- Nogle sidder med deres mobiler fremme, og jeg sidder så og strikker. Men jeg kan sagtens følge med, siger Nadia Stephansen.

Nadia Stephansen er i gang med at strikke en julesweater til sig selv.

Hende og manden Jesper spiller begge Counter-Strike. Også med børnene. Og børnene er stadig så unge, at forældrene kan vinde over dem.

- Det er et spørgsmål om tid, hvor længe vi kan banke dem. For deres reflekser bliver jo bedre og hurtigere, siger Nadia Stephansen med et smil.

Det får da også 12-årige Tristan til at reagere:

- Jeg er allerede bedre end min far!

Faren protesterer. Og sådan må det jo være.

Hen på eftermiddagen bliver ventilen trukket ud af den tætpakkede arenas stemning.

Astralis kan ikke komme i finalen. Det står klart efter en række uheldige resultater for det danske mandskab.

Nogle fans begynder slukørede at forlade arenaen, de mest ihærdige bliver tilbage. Og sådan må det jo være, når næsten alle i en arena holder med det samme hold.