E-sport

Dansk Counter-Strike-hold sælger alle sine spillere i 'historisk handel'

Tricked-spillerne er blevet solgt for millionbeløb.

Nummer 21 på verdensranglisten, Tricked, er blevet solgt til en endnu ikke offentliggjort organisation for et millionbeløb.

Danmarks fjerdebedste Counter-Strike-hold skal snart spille under nyt navn og ny organisation.

Onsdag offentliggjorde Tricked nemlig, at de har solgt deres fem spillere for et "sekscifret eurobeløb". Hvem, køberen er, er endnu ikke officielt. Dette vil først blive præsenteret senere, Tricked i en pressemeddelelse.

Ifølge det nu spillerløse danske hold er der tale om en historisk handel og den største handel i dansk e-sportshistorie.

Tricked er rangeret som nummer 21 i verden og har haft stor succes i år. Dette blev der sat tyk streg under i september, hvor de vandt V4 Future Sports Festival i Budapest og over en million kroner.

Blev for store til Tricked

Det er da også den internationale succes, der nu har fået Tricked til at træffe den svære beslutning om at sælge holdet, da de fik et stort tilbud.

- Vi har nydt at se holdet slå rødder, opnå deres mål og klatre op ad den internationale rangliste. Men vores klub handler om udvikling nye talenter og give dem forudsætninger for at opnå deres fulde potentiale, siger sportsdirektør i Tricked Morten Høj Jensen.

Tricked startede året som nummer 77 i verden, da de hentede in game-leaderen Nicolai ’HUNDEN’ Petersen tilbage på holdet i januar. Siden er det gået stærkt, og ti måneder senere er de kravlet 56 placeringer op på ranglisten.

- Tak for alt, Tricked. Jeg glæder mig virkelig til fremtiden med de her fire gutter. Dette hold er noget særligt, skriver Nicolai ’HUNDEN’ Petersen på Twitter.

Tricked bestod indtil i onsdag af Fredrik ’roeJ’ Jørgensen, Lucas ’Bubzkji’ Andersen, Rasmus ’Sjuush’ Beck, Frederik ’acoR’ Gyldstrand og Nicolai ’HUNDEN’ Petersen.