E-sport

Dansk profil stifter Counter Strike-hold – henter dansk stjerne ind

Johan 'n0tail' Sundstein (tv) stifter sammen med OG et CS:GO-hold, og her bliver Valdemar 'valde' Bjørn (th) en del af holdet. TV 2 SPORT

OG Esports med danske Johan ’n0tail’ Sundstein i spidsen opretter et Counter Strike: Global Offensive-hold. Det blev officielt onsdag aften.

I 2015 grundlagde en dansker en e-sports-organisation, der i dag hedder OG og er blandt de største i verden.

Nu er han CEO og navnet er Johan ’n0tail’ Sundstein. Holdet OG Esports er bygget på spillet Dota 2, hvor de er blandt de mest vindende hold i historien.

Nu udvider OG Esports med et Counter Strike-hold. Og det er en beslutning, der bunder i barndomsminderne.

- CS:GO har altid været noget for de fleste af os. Jeg voksede op med det på de gamle klubber, og det var et af de første spil, der fangede de unge. Spillet var der fra start og er kommet for at blive, så derfor er OG og CS:GO et ’perfect match’, siger ’n0tail’ til TV 2 SPORT.

Og med på det nye hold er den tidligere North-spiller Valdemar ’valde’ Bjørn.

Men det er ikke fordi, at den danske CS:GO-stjerne bliver en del af et projekt, hvor forventningerne er urealistisk høje.

- Ambitionerne er de samme som med vores Dota 2-hold. Vi går efter det bedste. Vi går efter at opnå det bedste, vi kan opnå. Det er egentlig ideologien bag det hele – at gøre sit bedste og se, hvor langt det kan række, siger 'n0tail'.

Fem etablerede CS:GO-spillere

North offentliggjorde i mandags, at holdet havde solgt den tidligere ingame-leader til et ukendt hold. Og det var et ukendt hold af en årsag, for på daværende tidspunkt eksisterede det ikke.

Det gør det nu, og derfor er det nu officielt, at ’valde’ bliver en den af det ny CS:GO-hold fra OG.

Her kommer han på hold med fire etablerede CS:Go-spillere. Holdet tæller følgende spillere:

  • Valdemar ’valde’ Bjørn, dansker hentet hos North
  • Aleksi ’Aleksib’ Virolainen, finne hentet hos ENCE
  • Nathan ’NBK’ Schmitt, franskmand hentet hos Vitality
  • Mateusz "mantuu" Wilczewski, polak hentet hos ALTERNATE
  • Issa "ISSAA" Murad, jordaner hentet hos HellRaisers

Hvornår det nye CS:GO-hold begynder at konkurrere ved diverse turneringer, kan Johan ’n0tail’ ikke fortælle.

Han kan dog sige, at ’man ikke skal vente længe, før man kan få lov til at se dem spille’.