E-sport

North får nyt logo, ny identitet og mentaltræner

North indleder 2020 med en plan, der skal give flere succesoplevelser, end 2019 gjorde.

’Vi ser fremad, efterlader vores tidligere identitet og ser på en transformation’.

Sådan slutter det danske Counter-Strike-hold North sin annoncering af en helt ny kurs. En kurs, der på sigt skal få holdet, der er nummer 20 i verden, tilbage, hvor de ser sig selv.

- Det blev tydeligt, at vi var nødt til at fokusere på et par vigtige elementer i selve fundamentet for den organisation, der er blevet bygget, siger markedsføringschef Alexander Pedersen.

Udover et nyt logo har de ansat en mentaltræner. Noget, som Danmarks bedste hold, Astralis, længe har benyttet sig af.

Det drejer sig om Christian Engell, som er tilknyttet Brøndby IF, og som tidligere har været mentaltræner for blandt andre William Kvist.

- Præstationsoptimering har eksisteret i sport for evigt. Det er ikke noget, vi eller en anden e-sportsorganisation har opfundet. Men det er noget, som vi stræber efter at implementere på en mere raffineret måde, siger Alexander Pedersen.

'Kjaerbye' forlænger

Udover ansættelsen af en mentaltræner har North også forlænget kontrakten med profilen Markus ’Kjaerbye’ Kjærbye.

- North kom til mig med en ambitiøs ny plan for både teamet og organisationen. Rebrand ser ud og føles godt, og vigtigere er, at folk i organisationen bag os er fast besluttet på at lykkes. Alt i alt føles dette som det perfekte hjem for mig, siger ’Kjaerbye’.

North melder i samme ombæring intet ud om de fire andre spilleres fremtid.

Derudover opretter North et hold i spillet Apex Legends, som skal deltage i Global Series.

Alt det skal brandes på en anden måde end tidligere.

- Vi har lavet signifikante ændringer i måden, marketing bliver udført på i North. Både ved at øge vores budgetter markant, men også ved at professionalisere teamet, der udfører brandmarketing, siger Alexander Pedersen.