E-sport

Astralis' danske banemænd i stor nedtur: - Jeg er så ked af det

Complexity kommer ikke med til Majoren, efter de for tredje gang faldt sammen i kvalifikationen, og det skuffede holdet med to danskere.

For præcis en uge siden slog Complexity med to danskere på holdet sensationelt Astralis, men det kunne man ikke se sent torsdag aften.

Her spillede de for at komme videre i kvalifikationen til årets højdepunkt, Majoren i Rio de Janeiro, mod upåagtede Smash. Men trods favoritværdigheden måtte de skuffet forlade kampen med et nederlag på 1-2.

Efter at være røget ud i de foregående to kvalifkationsturneringer, var kampen mod Smash Complexitys sidste chance for avancement, og da det stod klart, at de også misbrugte den, gik en flok skuffede spillere til tasterne på de sociale medier.

- Jeg er så ked af det. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige, skriver holdets danske in game-leader, Benjamin ’blameF’ Bremer, på Twitter.

Det var ambitiøse Complexitys største mål at få billet til Majoren i Brasilien. Det meldte de ud, efter de sensationelt havde slået både Astralis og Vitality ved BLAST Premier i London for en uge siden.

Derfor står ’blameF’ ikke alene med skuffelsen.

- Det her gør virkelig ondt. Ude af spillet for at komme til Rio-Majoren, skriver Will ’RUSH’ Wierzba på samme medie.

Ejer: Vi er bedst til turneringer

Holdets ambitiøse ejer, Jason Lake, var også ærgerlig, men kom straks med et bud på, hvorfor det ikke fungerede i de tre kvalifikationsturneringer.

- Længe leve online-kvalifikationer, skriver den amerikanske rigmand ironisk.

Han hentyder til, at de tre kvalifikationer alle har foregået over internettet og ikke til et såkaldt LAN-event, hvor spillerne sidder side om side i samme by. Bedømt på holdets resultater er det tydeligt, at de foretrækker LAN-kampe.

Complexitys næste turnering bliver DreamHack Open Anaheim den 21. februar, hvor danske North også deltager.