Astralis får klø og misser stor finale: - Ingen af os rammer niveau
Det danske Counter-Strike-hold Astralis blev skudt i sænk af ukrainske modstandere i semifinalen i Katowice.
Astralis må kigge langt efter finalen i Counter-Strike-turneringen IEM Katowice 2020 i Polen.
I semifinalen tabte det danske hold med 16-5, 16-5 til ukrainske Natus Vincere - også kaldet NaVi - og er altså ude af spillet om de 250.000 dollar, der venter vinderen af turneringen.
Danskerne må rejse hjem med en trøstepræmie på 40.000 dollar, mens NaVi møder G2 fra Frankrig i finalen.
- I dag rammer ingen af os niveau. Jeg føler bestemt heller ikke, at jeg selv gør, lød det fra Lukas 'gla1ve' Rossander i nedtakten på TV 2 ZULU.
Astralis fuldstændig overmatchet af NaVi
Første bane blev en ensidig omgang, hvor ukrainerne bragte sig foran 15-1. Astralis kom derefter en smule tilbage og høstede et par succesoplevelser, men måtte alligevel se sig slået 16-5 i første bane.
Det var første gang i turneringen, at Astralis tabte en bane, men holdet skulle ikke vente længe på en gentagelse.
I anden bane var billedet det samme. NaVi kom foran 13-2. Danskerne fik reduceret et par gange, inden ukrainerne afgjorde kampen med 16-5 i anden bane.
Turneringen i Katowice er en af årets største, når man ser bort fra sæsonens to majors.
Arrangementet er blevet præget af frygt for spredning af coronavirus, hvilket betød, at lørdagens to semifinaler blev spillet uden tilskuere. Heller ikke til finalen søndag får publikum lov til at komme indenfor.
Der var 16 hold med fra start af hovedturneringen. Danske MAD Lions var også med, men sluttede med en placering som nummer 9-12.
'Ting at arbejde med'
Selv om det altså blev til exit i semifinalen for Astralis, er præstationen trods alt fremskridt oven på skuffelsen i London for få uger siden.
Ved BLAST Premier i London endte det ellers sejrsvante Astralis-mandskab med at dele sidstepladsen med to andre hold.
- Jeg vil sige, at der er nogle ting at arbejde med. Jeg føler, at vi spiller bedre til den her turnering, end vi gjorde til BLAST Premier i London for et par uger siden. Men det er selvfølgelig ikke godt nok det her, sagde siger Lukas 'gla1ve' Rossander.
- Alle hold kan have en off-day, og vores rammer i dag. Nu skal vi hjem og kigge på, hvordan vi finder det stabile niveau frem igen.
Årets første major finder sted i Rio fra 11.-24. maj.