Danskerhold haster fra USA til Europa – tildelt gylden chance med under et døgns varsel
Complexity med to danskere på holdet har helt ekstraordinært fået en ny mulighed for at kvalificere sig til verdens største CS:GO-turnering, Majoren.
”Pak jeres ting. Vi skal til Europa med det samme.”
Sådan har beskeden nok nogenlunde lydt til Counter-Strike-mandskabet Complexity, der har to danskere på holdet. Den amerikanske organisation holder til i USA, og derfor fik holdet pludselig travlt, da chancen for at deltage i Europe Minor Closed Qualifier, kvalifikationen til Majoren, opstod fredag aften.
- Stor ros til mit logistikhold. (De, red.) fik hele holdet sendt til Europa efter få timer. Vi har nok jetlag, men vi er der for at kæmpe, skriver holdets ejer, Jason Lake, på Twitter.
Complexity har udover to danskere på holdet en bulgarer samt to amerikanere. Overvægten af europæere betyder, at de hører til blandt de europæiske hold, der skal kæmpe om de eftertragtede pladser til Majoren i Rio senere på året.
Den chance havde danskerholdet i første omgang forpasset, da de i to forsøg missede at kvalificere sig til næste kvalifikationsfase. Her blev semifinalen ved Europe Minor Open Qualifier endestationen begge gange mod henholdsvis BIG og SMASH til stor skuffelse for det ambitiøse hold.
Dansk hold banede vejen for wildcard
Nu er Complexity alligevel med i kampen om en plads i Majoren, fordi det danske hold Mad Lions ikke kan stille med fem mand. Det kan de ikke, fordi de torsdag tog afsked med holdets in game-leader, Nicolai ’HUNDEN’ Petersen.
Derfor tilfaldt wildcardet Complexity, der er nummer 15 i verden. Og jetlag eller ej er det en chance, de ikke vil lade gå til spilde.
- Jeg er virkelig glad. Jeg kan slet ikke beskrive det. Vi får en ny chance. Jaaaa!, skriver holdets danske in game-leader, Benjamin ’blameF’ Bremer, på Twitter.
I USA 20 timer inden første kamp
Nyheden om, at Complexity overtog Mad Lions’ plads, blev officiel fredag aften klokken 19, og med første kamp mod Spout klokken 15 lørdag havde det amerikanske danskerhold således kun 20 timer til at rejse til Europa og gøre sig klar til opgaven, der venter forude.
Der er 32 hold med i kvalifikationen, og otte hold går videre til Minoren, stadiet inden Majoren, som bliver afholdt den 26. april til 2. maj i Rio de Janeiro.
Complexity har siden ankomsten af de tre europæere haft blandede resultater. Højdepunktet var i BLAST Premier, hvor de slog både de danske verdensettere, Astralis, og franske Vitality.
Udover Benjamin 'blameF' Bremer har holdet også danske Kristian 'k0nfig' Wienecke på holdet.