E-sport

Danskerhold udnyttede gylden chance trods jetlag og få timers søvn

Complexity er klar til Minoren i Rio de Janeiro efter to turbulente døgn, hvor de med kort varsel fløj fra USA til Europa for at jagte chancen.

Hvis Counter-Strike-holdet Complexitys spillere er trætte i hovedet søndag, er det fuldt forståeligt.

Lørdag stod holdet, der har to danskere på lønningslisten, pludselig i Europe Minor Closed Qualifier, efter de 20 timer forinden havde modtaget et wildcard til turneringen, der i sidste ende kan give en plads i verdens største turnering, Majoren. Derfor tog de straks turen fra USA til Europa.

Trods manglende forberedelse, tidsforskel og nærmest ingen søvn gik det over al forventning, og lørdag aften havde de vundet suverænt over både Sprout og GODSENT og er dermed klar til næste skridt mod Majoren i form af Minoren i Rio.

- Jetlag som ind i helvede og to timers søvn, men vi gik videre med 4-0 og er klar til Minoren. Så taknemmelig for denne chance, skriver Complexity-amerikaneren Will ’RUSH’ Wierzba på Twitter.

- 4-0 i den lukkede Minor-kvalifikation. Tak til alle, som bliver ved med at støtte og tro på os. Vi er klar til Rio. Så stolt af holdet, skriver holdets danske in game-leader, Benjamin ’blameF’ Bremer op Twitter.

Lånte lokaler af spansk CS:GO-hold

De fik derfor fuld valuta for fredag at have takket ja til wildcardet med det korte varsel med første kamp 20 timer senere i Europa.

Da det ambitiøse hold fik beskeden, havde holdets ejer, Jason Lake, sørget for et privatfly med kurs mod Spanien, hvor de allernådigst fik lov til at låne det spanske hold Movistars lokaler til at spille onlineturneringen fra.

- Vi kastede (de dyre) terninger og fløj holdet til Spanien med fire timers varsel. Vi tror på det her hold. I dag leverede Complexity. Så glad, skriver holdejeren, Jason Lake, på Twitter.

Amerikanske europæere

Complexity er en amerikansk organisation, men for at komme med til Majoren skal de igennem det europæiske kvalifikationssystem. Holdet har nemlig udover to danskere også bulgarer samt to amerikanere på holdet. Det giver en overvægt af europæere og dermed den på papiret sværere, europæiske vej mod Majoren i Rio.

Majoren er nu ét skridt tættere på. Med den succesfulde lørdag er Benjamin ’blameF’ Bremer og Kristian ’k0nfig’ Wienecke samt resten af holdet klar til næste fase, Minoren. Det er sidste step inden Majoren og er en form for turnering i sig selv.

Den foregår samme sted som selve Majoren, nemlig i Rio i Brasilien.

Complexity er rangeret som verdens 15.-bedste hold og skal spille Minor fra den 26. april til 2. maj.