E-sport

Danskerhold trodser anbefalinger i jagten på succes i USA

Det danske CS:GO-hold Heroic skifter navn til FunPlus Phoenix.  FunPlus Phoenix/Twitter

Søndag har Heroic officielt skiftet navn til FunPlus Phoenix - og de håber på, at Flashpoint-turneringen i Los Angeles kan kickstarte sæsonen.

Onsdag morgen tog de danske spillere fra Heroic, der søndag har skiftet navn til FunPlus Phoenix, til Los Angeles.

Foran dem lå en måneds deltagelse i den nye Nordamerikanske CSGO-liga Flashpoint.

Siden afrejsen har situationen med Coronavirussen grebet om sig over hele verden, og med den danske statsministers opfordring i frisk erindring om at droppe rejser ud i verden, har det da også været oppe og vende i Los Angeles, om spillerne skulle vende hjem til Danmark.

- Vi er i tæt dialog med myndighederne, advokater, vores nye organisation og Flashpoint og følger situationen tæt. Som det ser ud nu, så fortsætter vi og færdiggøre sæsonen herovre, siger Casper ”cadiaN” Møller til TV 2 SPORT fra Los Angeles.

Holdet oplever, at der bliver passet godt på dem i USA, og turneringsarrangøren Flashpoint har øje for, at det er en vanskelig tid.

- Flashpoint tager alle de forbehold de kan og er også i kontakt med myndighederne om de bedst mulige vilkår. Folk tømmer også supermarkeder for vand og toiletpapir herovre, men ellers så oplever vi det jo ikke rigtigt i Los Angeles. Vi holder os fra sociale aktiviteter og omgås kun os på holdet, siger "cadiaN".

Skidt sæsonstart skal vendes i USA

Inden skiftet til FunPlus Phoenix indtog det danske hold, 14. pladsen på verdensranglisten, og er Flashpoint turneringens næsthøjest placeret mandskab. Derfor er der forventninger til holdet i den nye prestigefyldte turnering.

Men holdet har ikke imponeret hidtil i sæsonen.

- Vi har haft et formdyk i 2020 og arbejder hårdt for at komme tilbage til det niveau, vi forventer af os selv. Det er klart, at for at præstere, så er det essentielt at have rene linjer, og at vi som spillere kan fokusere på det, vi gør bedst - at spille, siger "cadiaN".

- Vi håber og tror på en rigtig flot sæson her i Los Angeles. Vi tror på, at vi kan løfte trofæet, og sæsonen bliver heldigvis ikke afgjort i første runde, siger den 24-årige "cadiaN" til TV2 SPORT.

Konkurrents udskiftning hjælper FunPlus

Nærmeste konkurrent til at tage titlen i turneringen er det andet danske hold Mad Lions, men her har en overraskende udskiftning af holdets in-game leader, Nicolai ”hunden” Petersen, kastet holdet ud i en svær situation.

- Mad Lions har skiftet ud til manges undren. Jeg kender ikke deres nye niveau. Jeg kan kun tale for os selv, når jeg siger, at vi vinder. Alt andet er ikke godt nok, siger en selvtillidsfuld Casper ”cadiaN” Møller til TV2 SPORT.

Der er kun én ting som ærgrer danskeren i det amerikanske, nemlig at turneringen ikke sendes på dansk tv, for det har en særlig betydning for det danske hold.

- Vi glæder os til at spille i turneringer, som igen bliver sendt på TV 2 Zulu. Den støtte, vi fik fra de danske fans, gjorde en stor forskel hos os, og vi håber, at de vil følge os på denne nye rejse, siger cadiaN.

FunPlus Phoenix spiller efter planen klokken 21.00 dansk tid imod de tidligere Major-vindere fra Cloud 9.