E-sport

Astralis udspillet af svenskere i åbningskamp

'gla1ve' og resten af Astralis havde ikke en god mandag aften. TV 2 SPORT

Det blev alt andet end en drømmestart på ESL Pro League Season 11 for Astralis, som tabte 0-2 til Ninjas in Pyjamas.

Det sker faktisk ganske sjældent, at Astralis taber en CS:GO-kamp, men det hører nærmest under sensationer, når holdet bliver spillet direkte ud af banen, som de gjorde mandag aften imod svenske Ninjas In Pyjamas.

Derfor var der heller ikke lagt fingre imellem, da TV2 SPORT fik fat i træner Danny 'zonic' Sørensen efter holdets første kamp ved ESL Pro League Season 11. Her tabte de klart begge baner og altså samlet 0-2.

- På ingen måde den start på ESL Pro League, vi havde håbet på. Vi er stadigvæk et stykke fra vores topniveau, så det er godt, det er en relativt lang turnering, forklarer Astralis-træneren.

Fik aldrig fat

Astralis tabte 6-16 på den første bane, Vertigo, som også var NiP’s valg, men som normalt er en bane, som Astralis behersker og før har overrasket og lavet fine resultater på. Men ikke mandag.

Dernæst stod opgøret på banen Overpass, hvilket er en bane, som Astralis havde valgt, og hvor holdet mødte op med en sejrsprocent på 100 imod NiP’s 33 procent. Så alt så ud til, at kampen skulle afgøres på den tredje bane, Train, men så langt kom kampen aldrig.

Astralis kom planmæssigt foran 3-0, men derefter fungerede intet for kronjuvelen i dansk CS:GO. 8-16 lød nederlaget på på en dag, hvor stjernespillerne 'device' og 'dupreeh' havde en decideret offday, og hvor NiP spillede til langt mere end den øjeblikkelige 12.-plads på verdensranglisten, som de indtager.

Turnering spilles online

Astralis er et hold, som lever og ånder for kampe i de store arenaer, hvilket de tre Major-trofæer i træk vidner om, men i disse coronatider skal kampene vindes online, og det kan give holdet udfordringer.

- Vi ved godt, hvad vi skal arbejde på, og det tager den tid, det nu tager. Det er vores første online-kamp siden oktober, og online CS er bare et lidt andet spil på det her niveau. Det er de små ting, der skal fungere, og vi skal åbenbart lige finde ind i rytmen. Det kommer vi også til, siger en fortrøstningsfuld Danny 'zonic' Sørensen til TV2 SPORT efter nederlaget i aftes.

Rusten skal Astralis nå at banke af allerede inden onsdagens opgør imod verdens nummer 16, GODSENT, som også tabte sin første puljekamp til franskmændene fra Vitality. Men der er ingen undskyldninger, når træner ”zonic” lynanalyserer mandagens kamp.

- En gang imellem må man også bare sige, at modstanderen var bedre på dagen. Det var NiP på alle måder, slutter Danny 'zonic' Sørensen.