Coronavirus

En af verdens største CS:GO-turneringer er udskudt til november

Her ses et billede fra Starladder Major-turneringen i Berlin i september i 2019, som Astralis gik hen og vandt. Tobias Schwarz / Ritzau Scanpix

Counter Strike: Global Offensive-majoren i Brasilien i maj er udskudt til november. Dermed må Astralis vente med titelforsvaret.

De professionelle Counter Strike: Global Offensive-spillere er lige nu blandt de få sportsfolk, der stadig konkurrer på eliteplan.

E-sport har således den fordel, at udøverne kan sidde derhjemme og spille.

CS:GO, som er forkortelsen for Counter Strike: Global Offensive, har dog med årene udviklet sig til en millionindustri, hvorfor de fleste turneringer bliver spillet foran tusindvis af ellevilde fans i store arenaer. Og sådan skal det stadig være til de største turneringer.

Derfor er CS:GO-majoren i Rio i maj udskudt til november af frygt for smittespredning af coronavirus.

- Det er en hård beslutning, men sundhed og sikkerhed er den absolutte topprioritet.

- I forbindelse med disse svære omstændigheder for live events, ønskede vi stadig at give de brasilianske fans den major, de fortjener, siger Ulrich Schulze fra ESL i en pressemeddelelse.

Udskydelsen fra maj til november betyder samtidig, at præmiepuljen fra maj bliver tilføjet den i november.

Dermed kommer spillerne til at spille om en samlet præmiesum på to millioner dollars - godt 14 millioner kroner. Den normale præmiesum til en major er en million dollars.

Turneringen vil blive afviklet fra 19. til 22. november, og ESL oplyser, at de billetter, der er købt til majoren i maj, vil være aktive på den nye dato.

'Ikke fedt uden tilskuere'

Arrangørerne kunne sagtens have valgt at afholde majoren alligevel. Så skulle spillerne bare have spillet hjemmefra, som de gør lige nu ved blandt andet ESL Pro League 11 Season 11.

TV 2 SPORTs Counter Strike-ekspert Dennis 'VNG' Vang er dog glad for beslutningen om at udskyde majoren i Brasilien.

- Det er det helt rigtige at gøre. Vi har nogen af de store events som Katowice og majoren, som simpelt hen skal spilles foran tilskuere.

I februar blev den store IEM-turnering i Katowice afviklet uden tilskuere, da coronavirussen var begyndt at hærge i Europa. Og det var ikke den store succes, mener eksperten.

- Da vi havde Katowice, sad jeg og tænkte, at det nok skulle gå, hvis der ikke var tilskuere. At det nok skulle gå i forhold til den sportslige oplevelse.

- Men det havde en kæmpe indvirkning på det, og det må der bare ikke være på en major. Den skal være den her kæmpestore fest, og der skal simpelt hen være tilskuere, siger Dennis 'VNG' Vang.

Astralis sidder lige nu på tronen, da det danske mandskab har vundet de seneste tre majors. Der bliver normalt afviklet to majors hvert år.

Counter Strike på ZULU

Lige nu bliver ESL Pro League 11 Season 11 afviklet under særlige forhold.

Holdene sidder hjemme på matriklen og spiller, men du kan stadig følge danske hold som Astralis og North på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU.

I skrivende stund ligger følgende kampprogram fast:

Mandag:

  • 18.00: North vs. BIG, TV 2 ZULU
  • 22.00: NaVi vs. Complexity, TV 2 ZULU

Tirsdag:

  • 18.00: North vs. Complexity, TV 2 ZULU
  • 22.00: Astralis vs. Vitality, TV 2 ZULU