Astralis leverer stort comeback mod svenskere

Det lignede endnu et nederlag til NiP, men på det afgørende map vandt Astralis ti runder i streg og dermed kampen.

Astralis fik revanche med et storslået comeback.

I marts led det danske Counter Strike-hold et smertefuldt nederlag til svenske Ninjas in Pyjamas (NiP) ved ESL Pro League Season 11, men torsdag aften i den europæiske del af ESL One: Road to Rio var det Astralis-drengene, der kunne juble til sidst.

Danskerne var nede 6-11 på tredje og afgørende map, Inferno, men sikrede sig sejren på 2-1 ved at vinde ti runder i streg.

Dermed er Astralis på andenpladsen i gruppe A, som fortsat føres af NiP. Begge hold har vundet tre af fire kampe.

NiP - Astralis 1-2

  • Vertigo: 16-12
  • Nuke: 12-16
  • Inferno: 11-16

Svenskerne, der er nummer 13 i verden i øjeblikket, valgte Vertigo som det første map.

Astralis kom foran 5-2, men var bagud 6-9 ved sidebyttet. På T-siden fik danskerne også kun hevet seks runder hjem mod NiP's syv på CT-siden.

På Nuke var danskerne ligeledes bagud ved pausen, denne gang 7-8. Danskerne fik dog rettet op og vandt mappet 16-12.

Så skulle kampen afgøres på Inferno. NiP gik fra 6-6 til 11-6, inden Astralis-drengene hankede op i sig selv.

Danskerne vandt runde efter runde og stod til sidst som sejrherrer med 16-11 på det tredje og sidste map.

- Endnu en revanche sikret. Hård, hård kamp mod et velspillende NiP. Vi kæmpede med næb og klør for den sejr, skriver Danny 'Zonic' Sørensen, Astralis' træner, på det sociale medie Twitter.

Med "endnu en revanche" henviser 'Zonic' til Astralis' sejr over Complexity, da holdene tog hul på ESL One: Road to Rio 22. april.

Heller ikke Astralis-spiller Nicolai 'dev1ce' Reedtz kan få armene ned efter den bemærkelsesværdige afslutning på kampen og selvfølgelig sejren.

Astralis, der rangerer som nummer tre i verden, møder Team Heretics på lørdag.

I torsdagens danskeropgør i gruppe B mellem Copenhagen Flames og North vandt førstnævnte 2-0 efter 16-14 på Inferno og 16-7 på Mirage. Copenhagen Flames er nu nummer fire, mens North er nummer syv ud af otte hold.

Sådan fungerer kvalifikationen

ESL One: Road to Rio er det første event i år, hvor de deltagende hold spiller om point, der skal være med til at sikre dem en plads ved årets eneste Major i Rio.

Kvalifikationssystemet kan være en svær størrelse at følge med i.

24 hold kvalificerer sig til Majoren, og ESL One: Road to Rio er den første af tre kvalifikationsturneringer. Den næste spilles til sommer og den sidste i efteråret. Alt efter holdenes placering i alle tre turneringer samler de point sammen, og til sidst gælder det så om at have skaffet nok point til at gå videre til selve Major-turneringen.

Danske Astralis ligger foreløbig nummer ét på kvalifikationsranglisten, da de vandt den seneste Major, som de første point er uddelt fra.

Majoren regnes for at være den ypperste turnering at vinde for en CS:GO-spiller, og Astralis har vundet den fire gange som det eneste hold.