E-sport

Astralis tilbage på førstepladsen

En uge med tre sejre bliver belønnet med pladsen øverst på verdensranglisten.

Danmarks bedste hold til Counter Strike: Global Offensive, Astralis, er igen steget til tops.

På mandagens opdaterede verdensrangliste har 'dupreeh', 'gla1ve', 'Magisk', 'Xyp9x' og 'dev1ce' tilbageerobret førstepladsen. En plads, de mistede 9. marts.

I sidste uge røg holdet ned på tredjepladsen, inden de nu tager springet forbi fnatic og NaVi, som begge tabte i løbet af den seneste uge.

Omvendt har Astralis-gutterne vundet deres tre opgør inden for de seneste syv dage. Alle i kvalifikationsturneringen til Majoren i Rio.

I tirsdags besejrede de Vitality med 2-0. NiP blev slået 2-1 i torsdags, inden lørdag bød på en 2-0-sejr over Heretics.

Løst mikrofonstik

Måden, som sejren over Heretics skete på, var en af de mere specielle.

Peter 'dupreeh' Rasmussen leverede et såkaldt ACE. Det vil sige, at han skød alle fem modstandere i samme runde.

Astralis' Peter 'dupreeh' Rasmussen nedlagde samtlige fem modstandere, selvom hans mikrofon undervejs døde. Video: TV 2 SPORT

Præstationen skete endda i den afgørende runde, mens hans mikrofonstik var røget ud. Så holdkammeraterne kunne ikke høre ham. Derfor måtte resten af holdet tage over verbalt for 'dupreeh' i runden, for kommunikationen med hinanden er en essentiel del i Counter Strike i forhold til det taktiske.

'Dupreeh' sikrede dog sit hold sejren uden mikrofon til stor respekt fra resten af holdet. Det kan du høre i videoen med Astralis' kommunikation.

Med de tre seneste sejre ligger Astralis på andenpladsen i kvalifikationsgruppen. Samme antal point som NiP på førstepladsen.