E-sport

North vinder vigtig kamp i Major-kvalifikationen

René ”cajunb” Borg fra North. North

North var tæt på et katastrofalt nederlag, men holdet formåede at sikre sig sejren.

North lever fortsat i kvalifikationsturneringen til Majoren i Rio.

Tirsdag aften tog det danske Counter Strike-hold en yderst vigtig sejr over bundholdet c0ntact.

North lå inden dysten næstsidst i gruppen og har nu fortsat en snæver mulighed for at avancere.

North - c0ntact: 2-1

  • Inferno (valgt af c0ntact): 12-16
  • Vertigo (valgt af North): 16-14
  • Nuke: 16-9

Københavns største hold var i store problemer undervejs mod bundholdet. Kun et comeback gjorde, at kampen overhovedet kom ud i tre maps.

Efter at have tabt første map var North bagud 14-11 på Vertigo, inden de vandt fem runder i træk. Takket være en storspillende Philip 'aizy' Aistrup. Han leverede både flest kills i mappet og i hele kampen.

På Nuke fik North også en katastrofal start, da c0ntact kom på 8-2. Herfra viste North så, at der var klasseforskel. 14 ud af de efterfølgende 15 runder blev vundet af verdensranglistens nummer 25.

Det imponerede den tidligere Counter Strike-spiller og nuværende ekspert Jacob 'Pimp' Winneche.

- Jeg så et niveau på sidste bane, som var det spil, vi forventede inden. Her gik det hele op i en højere enhed. Men der gik 2,5 bane, før vi fik det at se.

Svært at gå videre

Med sejren har North seks point efter fem kampe. For at gå videre kræver det, at de vinder de sidste to kampe samt håbe på, at konkurrenterne ovenover sig taber kampe.

- Det ser stadig tungt ud for dem. De skulle kæmpe med næb og kløer i dag mod c0ntact, som ligger sidst. Men de er et hold, der er svære at gøre sig klog på. De slog mousesports, som er et af verdens bedste hold. Lad os håbe, de får bygget noget selvtillid op, siger 'Pimp'.

Næste kamp for North er torsdag mod Movistar Riders. Sidste gruppekamp er søndag mod G2.

Se Major-kvalifikationen ESL One: Road to Rio på TV 2 ZULU fra 5. - 17. maj.