E-sport

Astralis besejrer bundprop og topper gruppen i Major-kvalifikationen

Det danske Counter-Strike-hold er nu alene på førstepladsen i gruppe A, efter at de besejrede Dignitas-teamet med 2-0.

Astralis-drengene måtte kæmpe for sejren, men endte alligevel med at besejre svenske Dignitas med 2-0, i hvad der skulle blive en natteforestilling.

Første map skulle afgøres i overtid, og her var det danskerne, der løb af med sejren.

Det gav dem momentum til kampens andet map, Dust2, som var Astralis’ pick. Og her viste de ingen nåde og vandt ganske suverænt.

Astralis – Diginitas: 2-0

  • Train (valgt af Dignitas): 19-17 efter overtid
  • Dust2 (valgt af Astralis): 16-5

Det danske hold topper nu alene gruppe A, da de har 15 point efter 6 kampe. Ninjas in Pyjamas er på andenpladsen med 12 point, men har også spillet én kamp mindre.

Havde fire matchpoints på første map

I slutningen af første map så det ellers ikke ud til, at det skulle afgøres i overtid.

Astralis var nemlig foran med 15-11 og havde dermed fire chancer for at sikre sig sejren på Train. Men Dignitas kom godt tilbage på CT-siden, hentede fire runder i streg og dermed sluttede det 15-15.

Danskerne var dog stærkest i overtiden, hvor de vandt med 4-2 og dermed 19-17 samlet på Train.

Emil 'Magisk' Reif havde flest kills i første map - nemlig flotte 33.

Var suveræne på Dust2

Selvom Astralis, der startede på terrorist-siden på Dust2, kom bagud med 0-2 fra start, var de alligevel ganske suveræne på kampens andet map.

Danskerne indhentede nemlig svenskernes forspring og kunne bytte side med en føring på 11-4. Og da danske kun overlod én runde til Dignitas derefter, tog danskerne en sikker sejr på 16-5.

Astralis mangler at spille én kamp i gruppen, og det er mod ENCE. Den kamp bliver spillet lørdag aften.

Se Major-kvalifikationen ESL One: Road to Rio på TV 2 ZULU fra 5. - 17. maj.