E-sport

Skår i glæden hos North – tvunget til at spille med træner resten af turnering

René ”cajunb” Borg og resten af North må undvære Markus 'Kjaerbye' Kjærbye. North

Det bliver ekstra svært for North at gå videre fra gruppespillet ved 'ESL One Road to Rio', da de må undvære Markus 'Kjaerbye' Kjærbye fremover.

Selv med en træner, der stort set ikke har spillet Counter-Strike de seneste fire måneder, formåede North at slå Movistar Riders torsdag aften.

Holdets svenske træner, Jimmy ’ Jumpy’ Berndtsson, måtte nemlig træde til, da Markus ’Kjaerbye’ Kjærbye var syg. Og den uvante rolle med træneren i aktion kan North godt begynde at vænne sig til. I hvert fald i ’ESL One Road to Rio’, hvor danskerne mindst har én kamp tilbage.

For reglerne i Major-kvalifikationen betyder, at en indskiftning af ’Kjaerbye’ ikke vil give mening for holdet. Ifølge reglerne kan de nemlig miste hele 64 procent af de ranglistepoint, de kommer til at indsamle til Major-kvalifikationen

Så selv, hvis 'Kjaerbye' når at blive rask, er de tvunget til at spille med træneren. Det bekræfter Graham Pitt, head of e-sport operations for North på Twitter.

- Uheldig position at befinde os i. Men vores spilleres helbred er vores største prioritet, tilføjer han.

Det vides endnu ikke, om Markus 'Kjaerbye' Kjærbye rent faktisk kunne nå at blive klar til kampen mod G2 på søndag.

Ekspert: Stor ulempe for North

Norths 33-årige svenske træner har efter eget udsagn kun har spillet 20 timers Counter-Strike fordelt på de seneste fire måneder. Så selvom det så ud til at fungere godt mod Movistar Riders torsdag, bliver det en stor ulempe i sidste gruppekamp mod G2 på søndag, vurderer TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Niels ’Rizc’ Topp.

- Det er, som om han har kørt på racercykel hele sit liv, og så får han tildelt en rusten damecykel og skal forsøge at følge med. Når alt kommer til alt, og når han virkelig skal til at cykle op ad bakke, bliver det virkelig vanskeligt for ham.

- Jeg vil være realistisk at sige, at jeg ikke regner med, at North vinder. Med ’Jumpy’ er de det tredjesvageste hold i gruppen. Selv hvis de skulle gå videre, tror jeg ikke, at det bliver mere end det desværre. Situationen taget i betragtning, siger Niels ’Rizc’ Topp.

Intensiv træning frem mod G2-kamp

Nu står den på intensiv træning for North, inden de møder G2 i en afgørende kamp om playoffpladserne. Og endnu hårdere individuel træning for ’Jumpy’.

- Jeg har brug for at træne mere CS. Måske at få styr på mit aim, siger North-træneren og tilføjer lidt om taktikken:

- Vi har en plan om, hvordan vi skifter roller. Vi forsøgte at gøre ’Cajunb’ mere aktiv. Vi kommer til at diskutere, hvordan vi gør det på andre baner.