E-sport

- Astralis er selv skyld i, de ikke er uovervindelige mere, siger ekspert

Astralis har i årevis været en del af verdenseliten i Counter-Strike: Global Offensive. Astralis Group

Astralis slog alt og alle, da de i mere end et år lå nummer et på verdensranglisten. Nu er de tilbage som nummer et, men holdet er blevet klogere.

400 dage.

Så lang tid var det danske CS:GO-hold Astralis nummer et på verdensranglisten, da de var altdominerende fra 23. april 2018 til 27. maj 2019.

En tid, hvor Astralis vandt så godt som alt, de stillede op i, og hvor sejrene kom på overlegen manér.

Tiden, hvor Astralis var så godt som uovervindelige, er ikke på samme måde aktuel længere. Det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold er dog stadig blandt verdenseliten. Og det har været en konstant, for siden 23. april 2018 har Astralis ikke været placeret dårligere end nummer fire på verdensranglisten.

Nu er de nok en gang at finde øverst på listen, men holdets dominans er ikke længere på samme højde som tidligere set. Det er dog ikke, fordi de andre hold i verdenstoppen er blevet bedre. Tværtimod.

- Astralis er selv skyld i, de ikke er uovervindelige mere. Det er ikke, fordi alle hold lige pludselig er blevet supergode, vurderer CS:GO-ekspert Jakob ’Pimp’ Winneche, der har spillet professionel Counter-Strike og sidenhen har fungeret som kommentator og ekspert for adskillelige udenlandske brodcastere og på TV 2 ZULU.

- Hvis vi kigger på de andre hold i toppen, så er det ikke, fordi de spiller særlig meget bedre, end de gjorde, da Astralis var uovervindelige. Det er ikke de andre hold, der har steppet op og nået Astralis’ niveau. Det er mere Astralis, der er blevet menneskelige. Resten af verdenstoppen ligger, hvor den altid har ligget.

Men hvorfor har Astralis ikke formået at holde det absurd høje niveau?

Det faktum, at Astralis ikke længere er fast inventar på den ypperste skammel af verdensranglisten, er ganske naturligt.

Astralis har om det eneste hold i historien vundet fire Majors. Svenske Fnatic kommer tættest på det danske mandskab med tre Majors.

’Som at være cykelrytter’

At være verdens bedste hold konstant kræver ekstremt meget. Ifølge Jakob ’Pimp’ Winneche skal professionel Counter-Strike anskues på samme måde som cykling.

- Counter-Strike minder om et professionelt erhverv som en cykelrytter. Hvis du er en dygtig cykelrytter og kører på et højt niveau, kan du godt være i nogenlunde form i en hel sæson, men du kan ikke gå gennem en hel sæson, hvor du er i dit livs form. Og på samme måde tror jeg, at Astralis føler konsekvensen af, de har været så gode over en lang periode. Folk forventer, at de bare går gennem 12 måneder i deres absolutte topform. Og det kan man bare ikke være som CS:GO-spiller.

En cykelrytter tilrettelægger ikke sin sæson, således han eller hun er i topform alle 12 måneder. Oftest udpeger cykelryttere specifikke løb. Så hvis det store mål er Tour de France eller Vuelta a Espana, så topper rytteren ikke i starten af forårsklassikerne.

Og det er det samme, der sker med Astralis nu. De jagter pokalen i verdens største turnering, der i 2020 afvikles i november i Rio, og som betragtes som et uofficielt verdensmesterskab.

- Astralis’ store mål er at vinde Majors, og så snart der ikke er en Major på programmet, så tillader de sig selv kun at spille på 90 eller 95 procent af cylinderne for at have et liv ved siden af og være mentalt forberedt til at tage det ekstra skridt op, når der så er Major-turneringer, siger ’Pimp’.

Astralis fejrer sejren i Blast Premier i Lissabon i 2018.

’Vi taler typer som Michal Jordan’

Det er en ekspertvurdering, som ’Pimp’ ikke står alene med.

CS:GO-ekspert hos TV 2 SPORT Niels ’rizc’ Topp køber også ind på den præmis.

Det er ufattelig krævende at holde momentum i den absolutte verdenstop, og han mener samtidig, at Astralis har taget en klog beslutning ved at skrue en smule ned.

- Når man har været nummer et i så lang tid, så er det svært at have den samme motivation, som da man ikke var nummer et. Og det gælder jo alle sportsatleter i alle sportsgrene. Det er jo kun de allerbedste gennem tiderne, der har kunne overvinde det. Vi taler typer som Michael Jordan.

- I den periode, hvor Astralis har været det bedste hold i verden, har de kørt sig selv så hårdt både fysisk og mentalt, at det ikke kan lade sig gøre over en længere periode på flere år. Jeg tror, Astralis har taget et valg, der har kostet dem meget, meget lidt rent konkurrencemæssigt, men det var en nødvendig beslutning, for ellers var spillerne drattet fuldstændigt om. Og så havde de haft det meget værre, end de har nu. De har taget et rigtigt og menneskeligt valg.

’Ingen kan være på 100 procent hele tiden’

Hos Astralis har der dog også været overvejelser. Og meget grundige af slagsen.

Fokus på hele tiden at optimere er i højsædet, hvorfor pauser har været nødvendige hos spillerne.

- Ingen kan være på 100 procent hele tiden. Det er umuligt, konstaterer Astralis’ sportsdirektør, Kasper Hvidt, der uddyber:

- Men man kan arbejde med spændings- og tændingsniveau på mange måder, og der er meget af arbejdet omkring performanceoptimering, man kan skrue op og ned for i forhold til, hvor man er i sæsonen. Det bruger vi meget systematisk både på holdet og med de enkelte spillere. Der er tidspunkter, hvor spillerne af forskellige årsager har været drænet for energi, og hvor vi simpelthen har givet dem fri i et vist omfang.

Kaper Hvidt var tidligere kendt fra håndboldbanen. De seneste år han den tidligere landsholds-darling dog været sportsdirektør hos Astralis.

Det var derfor ikke et tilfælde, da holdet for nyligt overraskede ved at offentliggøre en sjettemand til holdet.

Her præsenterede Astralis endnu en dansk spiller, eftersom Heroic-spilleren Patrik ’es3tag’ Hansen vil tiltræde holdet 1. juli, når hans kontrakt med de danske konkurrenter udløber.

- Vi arbejder hele tiden på at udvikle strukturen og at skabe et endnu stærkere fundament under holdet, således at vi bliver mindre påvirkede af formen hos den enkelte spiller, men står stærkest som hold og organisation. Det er også årsagen til, at vi nu er i gang med at udvide truppen, så vi altid kan stille med de spillere, der er tættest på 100 procent af deres fysiske og mentale formåen. Samtidig kan vi give de spillere, der trænger til det, eller som har en formnedgang, en pause.

Majors er en ’klar’ prioritering

Og hvis vi vender tilbage til det, som ’Pimp snakkede om vedrørende prioriteringen af Majors, så er det ikke helt ved siden af.

Majors spiller nemlig en stor rolle i Astralis’ forberedelser. Det skal dog ikke forveksles med, at holdet derfor skruer ned på andre tidspunkter.

Nicolai 'device' Reedtz i styrkerummet. Der er mere end blot et talent foran skærmen, der ligger til bunds for danskernes succes.

- Det var en klar prioritering i forhold til at vinde Majoren, og her kan du tale om at ’finde tidspunkter’, hvor holdet skal peake. Det vil altid være vores prioritet som hold og organisation at lægge alt ind på at vinde Majors.

- Det betyder ikke, at vi nedprioriterer andre turneringer, og når vi eksempelvis spiller på hjemmebane foran 12.000 fans, er der intet i verden, der er vigtigere end at vise, hvor taknemmelige vi er for den massive støtte, vi mærker, siger Kasper Hvidt.

Det kan da også allerede nu konkluderes, at Astralis har formået at være klar, når det har gjaldt. Danskerne er lige nu forsvarende Major-vindere, efter de har vundet de seneste tre Majors.

Da de vandt Majors i slutningen af 2018 og starten af 2019 var danskerholdet stadig nummer et på verdensranglisten. Men da Astralis skrev historie og som det første hold i verden vandt tredje Major i streg i september 2019, var holdet på en fjerdeplads på verdensranglisten.

’Holdet står ikke stærkere, men det gør organisationen’

Det vidner om, at holdet er klar, når det gælder. Men står holdet så bedre nu, end de gjorde, da de toppede verdensranglisten i 400 dage?

Føler I, at I er et bedre sted nu, end I var fra april 2018 til maj 2019, hvor I konstant lå nummer et?

- Vi har og har haft spillere, som i den grad ville have godt af en pause. Så på dén måde står vi ikke stærkere. Som organisation står vi dog meget stærkere end nogensinde. Vi har bygget - og bygger stadig - på et solidt fundament, som i sidste ende vil bære Astralis-stjernen langt ud i fremtiden som magtfaktor i E-sport.

- Vi vil se dyk på verdensranglisten, men aldrig i den stil man har set andre hold gøre det - og vi vil altid komme tilbage. Målet er, at vi altid at kan stille med fem mand, der kan levere så tæt på 100 procent som muligt. Det handler om fysisk og mentalt helbred hos den enkelte, og det handler om performance for holdet, lyder det slutteligt fra Kasper Hvidt.