Astralis deler video med intern kommunikation – og imponerer eksperter

I et over otte minutter langt klip lukker Astralis folk ind i maskinrummet og deler den vigtige interne kommunikation under en kamp mod Complexity.

Der skal adskillige ting til for at blive verdens bedste Counter-Strike-hold.

Én af dem er samarbejde mellem holdets fem spillere og kommunikationen, der ligger bag. Netop den disciplin er noget, Astralis vægter højt og bruger mange timer på at perfektionere sig i.

Blandt andet derfor har de nu valgt at dele en video med lydoptagelser fra spillernes kommunikation under kampene. Noget, som seerne normalt ikke får indblik i.

- Som hold er Astralis kendt for at være ekstremt dygtige på taktik og teamplay, og det vil vi selvfølgelig gerne give fansene et indblik i. Den interne kommunikation er noget af det vigtigste for et CS-hold og det er lidt en hellig gral for trænerne. Derfor er det ikke noget, man ofte får indblik i, siger Astralis Groups kommunikationsdirektør, Steen Laursen, til TV 2 SPORT.

Astralis’ beslutning om at dele videoen med omverdenen glæder den tidligere professionelle CS:GO-spiller og nuværende ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche, der ikke kan understrege nok, hvor vigtig kommunikationen er.

- Én spiller, der er dårlig til at kommunikere, kan ødelægge det hele. Det kan være den lille nuance i en afgørende runde, hvor man som konsekvens af mangelfuld kommunikation ikke træffer den rette beslutning, siger eksperten og tilføjer:

- God intern, præcis og hurtig kommunikation er alfa omega i professionel Counter-Strike. Man skal reagere så hurtigt og være så dygtig til hele tiden at forstå, hvad der sker på banen, og hvor man skal placere sig.

Astralis udstråler ro og overskud

Astralis spiller i øjeblikket Major-kvalifikationsturneringen ’ESL One Road to Rio’, hvor de fredag aften møder FaZe i en kamp om en plads i finalen.

Man kan godt mærke, at der er stor forskel på Astralis og på hold som North og Heroic

Jacob 'Pimp' Winneche

Kampen kan ses på TV 2 ZULU klokken 20.00, og ved at se Astralis’ video inden kan man måske få mere forståelse for, hvorfor Astralis-spillerne gør, som de gør, i en given situation.

Noget, der ikke normalt er muligt. Det er nemlig noget særligt, at et tophold på den måde inviterer seerne indenfor.

- Det er specielt i det omfang, at ikke særlig mange hold gør det. Og der er nok heller ikke særlig mange hold, der har lyst til det, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.

Når han ser klippet, bider han mærke i den strømlinede kommunikation på det danske hold.

- Deres kommunikation er skarp, hurtig og præcis.

Samme opfattelse sidder CS:GO-kommentator Andreas ’Jern’ Thomsen med.

- Jeg er meget imponeret over roen. Det er det første, jeg lægger mærke til. Der er virkelig ro på også midt i runderne. Mange byder ind, men der er stadig styr på det. Det er tydeligt at høre, hvad alle siger.

- Det er her, de skaber en forskel i forhold til mange andre hold. De kan skabe en presset situation og så lukrere på at have den bedste kommunikation og beslutsomhed, og det gør bare, at de står bedre end deres modstander, som er mere presset, siger Andreas ’Jern’ Thomsen.

Stor forskel på Astralis og andre danske hold

Hvis man kigger på verdensranglisten, er Astralis i øjeblikket både Danmarks og verdens bedste hold.

Det skyldes blandt andet kommunikationen, hvis kvalitet overgår de andre danske holds ifølge Jacob ’Pimp’ Winneche.

- Når jeg er ude at dække turneringer, synes jeg, det er sjovt at stå bag dem og lytte lidt med, når de spiller. Man kan godt mærke, at der er stor forskel på Astralis og på hold som North og Heroic.

- Det er svært lige at forklare, hvad den store forskel er, men det virker, som om der er fem spillere i synergi i hele tiden, og fem spillere, der ved, hvornår man skal snakke, og hvornår man skal give sine holdkammerater ro til at tænke og lytte.

For nylig delte danske North også spillernes interne kommunikation fra afgørelsen på holdets matchpoint mod G2. Klippet kan ses og høres her:

Kunne have udvalgt mere afslørende klip

Med den over otte minutter lange video har Astralis lukket op for noget af det, som der normalt er lukket land.

Klippene er fra en kamp mod Complexity, som danskerne vandt 2-1. Hovedparten af sekvenserne foregår på den forsvarende CT-side, og ifølge Andreas ’Jern’ Thomsen er det med fuldt overlæg, at Astralis ikke lukker helt op for godteposen.

- Vi kommer nok ikke til at se nogle helt store taktiske runder blive udspillet. Der er behov for at skjule det for modstanderen. Vi ville jo super gerne se en perfekt taktisk eksekveret runde fra Astralis sekund for sekund, men det kommer ikke til at ske, siger han.

Grundet coronavirussen sidder Astralis-spillerne ikke side om side i en stor arena foran larmende fans for tiden.

Det kan man også godt se i klippet ifølge den tidligere professionelle Counter-Strike-spiller.

- Kommunikationen i det klip er på ingen måde lige så intenst, som når de sidder sammen til en stor turnering foran et publikum.