E-sport

Astralis-stjerne og ekspert mener, kampene er for lange

Lukas 'gla1ve' Rossander så gerne, at kampene blev kortere. Astralis

Tendensen i Counter-Strike er, at kampe trækker længere og længere ud, og derfor skal der ændringer til, mener blandt andre Astralis' in game-leader.

I Major-kvalifikationsturneringen ’ESL One Road to Rio’ har lange kampe ikke været en mangelvare.

Nærmest dagligt har en kamp rundet de fire timer og med alvorlige skridt nærmet sig de fem. Sådan burde det bare ikke være, mener CS:GO-ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche.

- Counter-Strike-kampe er for lange. Det er simpelthen for lang tid til at holde seeren interesseret. Jeg personligt lever og ånder for Counter-Strike og har ikke lavet andet i mit liv de seneste 12 år, og jeg er nået til at punkt, hvor jeg næsten ikke har lyst til at se de her kampe, når de er så lange, siger han.

Han ville til hver en tid foretrække kortere kampe, hvor intensiteten var på sit højeste hele tiden. Derfor foreslår han nu, at man afkorter kampene.

Helt kontrakt ser han gerne, at en bane går fra at være 30 til 24 runder, som det var tilfældet i de ældre versioner af Counter-Strike.

- Han er klar over, at forslaget nok kommer til at dele vandene, men han mener ikke, at det er så urealistisk at få indført. Jeg tror på projektet over længere sigt. Jeg tror, holdene og spillerne er ved at opdage det. I takt med, at vi ser flere og flere af de her lange, udmarvende kampe, tror jeg også, at spillerne kan se det.

’gla1ve’ støtter op

En af de største stjerner på Counter-Strike-scenen bakker op.

Astralis’ in game-leader, Lukas ’gla1ve’ Rossander, er enig med sin landsmand og tidligere kollega. Der skal gøres noget. Det skriver han på Twitter.

- I de tidlige CS:GO-dage ville 30 runder vare omkring 45 minutter. I dag varer de mindst en time, mener jeg.

Ændring har medført længere kampe

Siden Counter-Strikes økonomiske system blev ændret i begyndelsen af 2019, er kampenes udvikling blevet anderledes.

Det mener både Lukas ’gla1ve’ Rossander og Jacob ’Pimp’ Winneche.

- Med det økonomiske system, som det er lige nu, ser vi mange tætte kampe, som selvfølgelig er fedt, men også betyder lange kampe, skriver Astralis-spilleren.

- Det handler lidt mere om økonomisystemet. Det er mere tilgivende, og hold, der er bagud, får flere chancer for at komme tilbage. Det gør kampene meget tættere, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.

Helt konkret er det blevet nemmere for hold at lave comebacks, da man ikke er i lige så stor fare for at blive ’resat’ – det vil sige ende ud i en situation med tæt på ingen penge til at købe våben og udstyr for.

Og tætte kampe er lig med flere overtidskampe.

- Det er et stort problem lige nu, når kampe går i overtime. Når de først gør det, bliver de ofte trukket i langdrag, og det er ikke unormalt, at en kamp bliver forlænget med mindst en halv time som følge af overtime, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.

Derfor foreslår han også, at der bliver set på et anderledes overtidssystem.

- Man kunne finde inspiration fra tennis og spille én runde ad gangen. Det hold, der først har to overskydende runder, vinder kampen. Så man forkorter sandsynligvis vanvidsovertiderne.