E-sport

Astralis ville ikke sætte navn på – nu bekræfter debutant rollefordeling

Emil 'Magisk' Reif (tv.) har trådt til i rollen som kaptajn. Astralis

Astralis’ yngste spiller, Emil ’Magisk’ Reif, har overtaget rollen som in game-leader. Det bekræfter debutanten Jakob ’JUGI’ Hansen tirsdag.

For første gang siden 2016 spillede Astralis tirsdag en officiel kamp uden Lukas ’gla1ve’ Rossander som in game-leader.

Astralis-kaptajnen er nemlig sygemeldt, og derfor måtte Astralis tænke i andre baner. For hvem skal stå for taktikken før og under runderne, når en af verdens bedste til disciplinen pludselig ikke er der til at gøre det i minimum de næste tre måneder?

Det skulle – og skal – Emil ’Magisk’ Reif. Det bekræfter holdets nye spiller, der fik debut tirsdag, Jakob ’JUGI’ Hansen.

- Det er Emil, siger debutanten til TV 2 SPORT efter 2-0-sejren over Heroic.

Eksperter pegede på 'Magisk'

Det er første gang, at Astralis-lejren udtaler sig om rollefordelingen.

For fem dage siden ville holdets sportsdirektør, Kasper Hvidt, således ikke sætte navn på, hvem der skulle overtage rollen, hvis det blev aktuelt.

Emil 'Magisk' Reif.

Counter-Strike-eksperterne Dennis ’VNG’ Vang og Jacob ’Pimp’ Winneche pegede dog begge på ’Magisk’ som den eneste reelle mulighed til den vigtige tjans. De fik ret.

Bestod første test

Kampen ved DreamHack Masters Spring mellem Astralis og Heroic blev tæt. På Train skulle der overtid til, mens alle 30 runder skulle i brug på Inferno. Begge gange endte Astralis dog på toppen.

Dermed førte holdets yngste spiller, 22-årige Emil ’Magisk’ Reif, sit hold til sejr i sin nye rolle.

Det var dog ikke helt uden problemer. Særligt på T-siden, hvor man skal angribe, haltede lidt. Det overrasker dog ikke Counter-Strike-ekspert Niels ’rizc’ Topp.

- Når man har skiftet en spiller ud – og endnu vigtigere en in game-leader ud – vil der altid være en periode, hvor man især på t-siden ikke performer perfekt. Det er bare sådan, Counter-Strike på topniveau er, og det er også de tendenser, vi ser hos Astralis lige nu.

- Når det så er sagt, så mener jeg stadig, at ’Magisk’ og resten af Astralis kom hæderligt ud af en kamp mod en stærk modstander på trods af, at de ikke er 100 procent taktisk på plads endnu.

Onsdag skal Astralis igen i kamp, når de møder North klokken 17.30. Se kampen på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.