E-sport

North slår franske stjerner i tæt kamp

'MSL' og North kunne smile efter kampen mod G2. Jonas Kekko

G2 havde en stor føring på sidste bane, men North gav aldrig op. Derfor vandt de 2-1 over verdens nummer fem.

North må sidde med en dejlig fornemmelse i kroppen efter en tæt kamp mod G2 tirsdag aften på åbningsdagen af DreamHack Masters Spring.

På den afgørende bane, Dust2, var de nemlig bagud med 7-13, og nærmest ingenting fungerede. De formåede dog at holde koncentrationen og gejsten oppe, og det betalte sig. Ni ud af kampens sidste ti runder gik danskernes vej, og så havde de leveret et imponerende comeback og vendt 7-13 til 16-14.

Kampen skulle afgøres på Dust2, efter at holdene begge havde vundet eget banevalg inden.

North åbnede kampen med en sikker sejr på Vertigo på 16-10 og fik stryg på Inferno med 8-16.

AGF-lejesvend debuterede

Dermed har North fået en perfekt start på DreamHack Masters Spring. En perfekt start har de også fået med deres nye spiller, Kristoffer 'Kristou' Aamand, som debuterede i North-trøjen tirsdag. 'Kristou' er lejet i AGF, efter at Markus 'Kjaerbye' Kjærbye holder pause fra Counter-Strike.

'Kristou' spillede en vigtig rolle særligt i comebacket på Dust2, hvor flere af runderne blev afgjort på marginaler.

Ligesom Astralis, som gav debut til Jakob 'JUGi' Hansen, fik Norts nye mand altså også en sejr i sin debut. Netop de to hold mødes onsdag, når de spiller anden gruppekamp klokken 17.30.

Danske Heroic spiller kampen inden mod G2. Begge kampe kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY fra klokken 14.00.