E-sport

Astralis-stjerne sniger sig uset forbi modstander: - Hvad sker der?

Heroic-spilleren Martin ’stavn’ Lund blev udsat for ekstraordinær uheldig timing i kampen mod Astralis.

Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det gjorde det.

I tirsdagens kamp mellem Heroic og Astralis slap Astalis-stjernen Peter ’dupreeh’ Rasmussen af sted med noget, der normalt ville kræve en usynlighedskappe.

Ved stillingen 7-3 på første bane, Train, gik han lige forbi et hjørne, hvor Heroics Martin ’stavn’ Lund stod, uden at tjekke efter. Normalt ville det svare til at gå lige i døden, men denne gang overlevede han.

- Hvad sker der?! Nej, nej, nej!

Reaktionen fra Counter-Strike-kommentatoren Mads 'MSAA' Aagurd sagde det hele om den absurde situation.

'Kig til højre'

I øjeblikket, hvor ’dupreeh’ gik forbi ’stavn’, kiggede den 18-årige Heroic-spiller op i luften lige nøjagtigt længe nok til, at hans udsyn til ’dupreeh’ blev spærret.

Og da ’dupreeh’ ikke så det som en mulighed, at ’stavn’ gemte sig til højre, gik de to fjender forbi hinanden uden den mindste skududveksling.

- Nej, nej, nej! Kig til højre, ’stavn’! ’Stavn’ har skyklapper på, tilføjede Counter-Strike-ekspert Niels ’rizc’ Topp.

Runden gik Astralis’ vej, da ’stavns’ holdkammerater blev overraskede over, at ’dupreeh’ stod i ’T Con’, hvilket sandsynligvis var helt modstridende med de oplysninger, ’stavn’ gav videre.

Astralis vandt Train i overtime med 19-16 og vandt senere kampen. De skal i aktion igen onsdag, hvor de møder North.

Heroic spiller også onsdag i en kamp mod G2. Begge kampe kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY fra klokken 14.00.