E-sport

Danskere havde fejret sejren, men tabte: - Det er til grin

En sjælden fejl fra danske Heroic endte med at koste dem sejren over verdens femtebedste hold, G2.

G2 havde allerede accepteret det. Accepteret, at de havde tabt kampen til danske Heroic.

Derfor havde flere af spillerne forladt kampen. Men de fik hurtigt besked på at komme tilbage. Til alles store overraskelse var dramaet ved DreamHack Masters Spring nemlig ikke forbi.

På den afgørende bane, Mirage, havde Heroic ellers elimineret alle G2-spillerne ved stillingen 15-12. Det eneste, der adskilte dem fra sejren, var en desarmering af bomben, der tikkede. Det skete ikke.

De tre overlevende Heroic-spillere gik nemlig forbi hinanden, og på helt utrolig vis lykkedes det dem ikke at desarmere bomben i tide.

- Da vi får de sidste kills, jubler vi. Vi tror, kampen er overstået, siger en nedtrykt Heroic-kaptajn, Casper 'cadian' Møller, til TV 2 SPORT umiddelbart efter kampen.

- Så siger 'niko' pludselig, at han ikke har tid. Så løber 'stavn' hen for at overtage, men når det ikke. Så i bund og grund skyldes det, at vi ikke har nok overblik, tilføjer han lettere rystet.

Heroic-kaptajn: - Det er til grin

Efter den nedslående episode sendte G2 kampen i overtime og tog derefter sejren med 19-17.

- Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg skal sige...

- Det er til grin, at vi ikke fucking vinder den kamp. Undskyld, jeg bander. Men det er fuldstændig vanvittigt jo, siger 'cadiaN'.

Dermed har Heroic tabt begge sine kampe i gruppen. Torsdag møder de North i sidste gruppekamp.

- Det er så ærgerligt. Seriøst. Vi er bedre over tre baner (end G2, red.). Langt bedre, synes jeg.

Casper 'cadiaN' Møller havde meget svært ved at forstå, hvad der lige var sket. Video: TV 2 SPORT

Blev overrasket over G2 inden kampen

Inden dramaet for alvor indtrådte på Mirage, havde holdene spillet to baner inden.

Første bane i kampen var Nuke, som Heroic valgte. Det var dog ikke helt planen, fortæller holdets in game-leader Casper ’cadiaN’ Møller.

- Vi blev en lille smule overraskede over, at de bannede Train. Så vi var ikke lige så forberedte på Nuke. Men vi er altid gode på den bane, så det gik fint, siger ’cadiaN’ til TV 2 SPORT.

Vetoprocessen foregår således, at hvert hold banner én bane, som modstanderen ikke må vælge. Herefter vælger begge en bane. Den tredje og potentielt afgørende bane er den syvende, som bliver tilovers, når hvert hold har valgt en bane samt udelukket to.

Netop holdkaptajn ’cadiaN’ tog ansvar særligt på T-siden, hvor han to gange hev runder hjem, som så ud til at gå G2’s vej. Den ene gang med tre kills og få runder efter med fire af slagsen.

G2 vandt tæt Vertigo

Det gav danskerne syv runder på den normalt sværere T-side, og på den forsvarende CT-side formåede de at holde stand og lukke ned for G2’s farlige våben. Det endte med en dansk Nuke-sejr på 16-13.

Herefter var det tid til G2’s banevalg, Vertigo. En bane, som Heroics nuværende konstellation kun havde spillet én officiel kamp sammen på, mens franskmændene har vundet seks og tabt fire gange på.

Det blev dog langt fra en fransk dominans på banen, som lige så godt kunne have gået danskernes vej. Det gjorde den ikke, og med fire kills fra Kenny 'kennyS' Schrubs AWP i sidste runde lukkede han banen, som G2 vandt med 16-13.

- Vores CT-side var ikke helt så god, som vi forventede, og så tabte vi også begge pistolrunder, og så er det svært, siger ’cadiaN’.

Derfor skulle det hele afgøres på Mirage, og det var altså her, Heroic forlod kampen med en tom fornemmelse.