E-sport

Asien og USA er vilde med dansk stortalent – tæt på rekordstort salg

'Farlig' har meget at smile af for tiden. Han er nemlig eftertragtet af store hold. CPH Flames

Copenhagen Flames har modtaget konkrete bud på Asger ’Farlig’ Jensen, og han er også interesseret i at skifte, fortæller holdet til TV 2 SPORT.

Asger ’Farlig’ Jensen er både farlig og brandvarm for Counter-Strike-holdet Copenhagen Flames, og det har flere af verdens største Counter-Strike-hold fået øjnene op for.

Det københavnske holds 21-årige stjernespiller har nemlig aldrig været mere eftertragtet end nu, bekræfter sportsdirektør Daniel Vorborg over for TV 2 SPORT.

- For første gang nogensinde er vi begyndt at få konkrete tilbud på ham. Vi er sammen med Asger i gang med at finde ud af, om det er nu eller senere, han skal af sted.

Asiatiske og amerikanske organisationer har henvendt sig

Daniel Vorborg vil ikke nævne, hvilke hold der har henvendt sig.

Han fortæller dog, at der er tale om hold, der ligger over dem på ranglisten, og at der tilmed er kommet henvendelser fra e-sportsorganisationer fra USA og Asien, som overvejer at opbygge et Counter-Strike-hold.

- Hvis vi ender med at sælge ham, vil det være et rekordstort salg. Vi forhandler i nogle hundredetusinde kroner, men det er selvfølgelig noget, der skal falde på plads først, siger holdets sportsdirektør.

Asger 'farlig' Jensen kan bliver Copenhagen Flames' største salg.

Asger ’Farlig’ Jensen har siden oktober 2018 spillet for Copenhagen Flames, og måske når han ikke at fejre toårsjubilæum. Han er nemlig ikke afvisende for et skifte.

- Der er nogle hold, som han er interesseret i. Så vi er i gang med at kigge på det hele. Der er mange ting, der skal falde på plads. Vi skal være enige med holdet, og han skal også være enig med dem.

Skal sælges eller forlænges

Det har længe været tydeligt, at ’farligs’ talent er enormt.

Alligevel er interessen for ham steget kraftigt, efter at han imponerede på den helt store scene ved Major-kvalifikationen ’ESL One Road to Rio’, hvor han klart var holdets bedst præsterende spiller.

Hans kontrakt med Copenhagen Flames udløber i slutningen af dette år, og derfor står holdet ved en skillevej. Enten skal han sælges, eller også skal kontrakten forlænges. Og til trods for hans store værdi for holdet skræmmer et salg ikke sportsdirektøren.

Er I klar til at sælge ham?

- Det har været under den forudsætning, vi har skrevet kontrakt med ’farlig’ på i første omgang. Vi er et projekt, hvor vi giver spillerne plads og videreudvikler på deres talent. Det har altid været meningen, at når det rette tilbud kommer, at vi ikke kommer til at stå i vejen for noget.

Øvelse gør mester

Det at sælge spillere og hive gode erstatninger er ikke en ny disciplin for Copenhagen Flames.

Senest har Asger ’AcilioN’ Larsen og Frederik ’roeJ’ Jørgensen taget skridtet fra Copenhagen Flames til Mad Lions, mens René ’TeSeS’ Madsen er blevet solgt til Heroic.

Nu kan holdet, der er nummer 34 i verden, stå med endnu en stor opgave.

- ’Farlig’ er selvfølgelig en mega dygtig spiller, og han har været central for os i lang tid. Han bliver svær at erstatte, men det er ikke nyt for os. Øvelse gør mester, så vi er også blevet ret gode til at hente nye spillere ind. På sigt kommer vi til at stå rigtig stærkt, er jeg sikker på, siger Daniel Vosborg.