E-sport

Astralis taber gruppefinale: - Forfærdeligt at se på

Astralis' vej i playoffs ved DreamHack Masters Spring bliver sværere, efter at de danske verdensettere blev sat på plads af G2.

Det var ikke til at se, at Astralis kørte G2 fuldstændig over for bare fire dage siden.

Torsdag aften var rollerne nemlig byttet godt og gevaldigt om i gruppefinalen ved DreamHack Masters Spring.

Her kunne Astralis, der i mellemtiden havde skiftet Jakob 'JUGi' Hansen ind, ikke få tingene til at fungere og tabte derfor 0-2 til G2, der er nummer fem i verden.

Først tabte danskerne G2's banevalg, Dust2, med 13-16, og herefter blev niveauforskellen på holdene for alvor tydelig på Astralis' banevalg, Nuke. En bane, som danskerne normalt er stærke på. Det kom dog ikke til udtryk torsdag, da de tabte Nuke med hele 7-16.

- Vi tabte alt for mange runder, vi ikke skulle have tabt. Jeg har ikke tal på, hvor mange eco-runder, vi taber. Det var helt forfærdeligt at se på. Vi spillede nok også lidt for hurtigt. Vi skal lige snakke om, hvad der gik galt, siger Astralis-stjernen Peter 'dupreeh' Rasmussen til TV 2 SPORT.

Med nederlaget ender danskerne på andenpladsen i gruppe A og skal derfor jagte en plads i finalen via lower brackets, som gør vejen derhen mere snørklet.

I samme gruppe gik danske Heroic videre som nummer tre, mens North blev elimineret.