E-sport

Heroic rejser sig efter absurd episode og sender danske rivaler ud

Casper 'cadiaN' Møller havde mere at smile af torsdag. Heroic

Heroic kørte North over i den afgørende gruppekamp ved DreamHack Masters Spring.

Onsdag jublede danske Heroic og troede, de havde vundet, men endte alligevel med at tabe. Dagen efter den hjerteskærende og absurde oplevelse jublede de igen, og denne gang havde de rent faktisk noget at fejre.

Her gjorde de nemlig kort proces mod deres danske konkurrenter fra North med en 2-0-sejr i deres sidste gruppekamp i DreamHack Masters Spring.

Mens Heroic med den sikre sejr er videre fra gruppen som nummer tre, er North færdig i den store turnering.

Heroic kørte sejren sikkert i hus først med 16-9 på eget banevalg, Train, og efterfølgende 16-4 på Vertigo, som North ellers havde valgt.

- Det var sgu dejligt at vinde den her kamp. Det havde vi virkelig brug for, siger Heroics in game-leader, Casper 'cadiaN' Møller, til TV 2 SPORT.

Heroic-kaptajn: Niveauforskel på North og Heroic

Efter tætte nederlag til henholdsvis Astralis tirsdag og G2 onsdag lykkedes det endelig det unge hold at få en sejr.

- Det er en vigtig turnering for os, og de seneste dage har været lidt nogle mavepustere. Præstationen i dag vidner om, at vi cementerer forholdet mellem os og North som i den foregående kamp i kvalifikationsturneringen til Blast, siger 'cadiaN' og henviser til kampen den 1. maj, hvor de slog North 16-6 på banen Nuke.

Counter-Strike-ekspert Niels 'rizc' Topp var også imponeret over det, han så fra Heroic-spillerne torsdag.

- I den her kamp er de så selvsikre, så sultne og sure, at de kører den hjem på indædthed. Alle på holdet spillede godt. De slog fast, at de er det tredjebedste hold i Danmark, mens North er nummer fire eller endda længere nede, siger .

De to danske hold er i gruppe med Astralis og franske G2.

Klokken 17.30 torsdag spiller de om at vinde gruppen og dermed få en lettere vej i playoffs. Den kamp kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.