Astralis lider stort nederlag
Team Vitality var dominerende mod Astralis, som kun vandt 6 ud af 22 runder.
Astralis led sit andet nederlag ved turneringen BLAST Premier Spring.
Onsdag aften var det til ranglistens nummer 10, Team Vitality.
De vandt 16-6 over det danske Counter Strike: Global Offensive-hold. Der blev kun spillet bedst ud af én bane.
Med nederlaget har Astralis vundet én kamp og tabt to i turneringen. Det giver dem en fjerdeplads i gruppen.
Fire ud af de fem hold i hver gruppe går videre til playoff.
Manglede marginaler
Efter de to hold havde fjernet tre baner hver, stod det klart, at det var Nuke, de skulle duellere på.
Vitality tog sig af de første to runder, inden Astralis fik reduceret.
Indtil 3-4 hang de på, men derefter trak det franske hold fra.
Astralis var ellers godt med i mange af runderne på terroristsiden, hvor de begyndte, men marginaler gjorde, at deres modstandere vandt de tætte runder. Det virkede til at knække danskerne.
Ved skiftet til counter terroristerne havde Vitality vundet dobbelt så mange runder som Astralis.
Føringen blev øget til 13-5, inden Astralis vandt sin første runde på CT-siden.
Vitality vandt dog derefter tre runder i træk og tog dermed en storsejr. Det var holdets første i turneringen efter to uafgjorte.
Cédric "RpK" Guipouy fra Vitality lavede flest kills (22). Hos Astralis leverede "dev1ce" markant flest med 19.
Astralis mangler to af deres faste spillere på holdet. Både Lukas "gla1ve" Rossander og Andreas 'Xyp9x' Højsleth holder en pause på grund af stress-symptomer
I stedet har Jakob "JUGi" Hansen og Marco "Snappi" Pfeiffer taget over. Sidstnævnte er i gang med sin første turnering for Astralis.
Næste kamp for Astralis er torsdag aften mod ENCE.