E-sport

Astralis-stjernens største frygt: - Skal jeg så bare sidde og glo?

Peter 'dupreeh' Rasmussen er 27 år gammel. Astralis

Den øgede konkurrence hos Astralis kan både være positiv og negativ, mener både Peter 'dupreeh' Rasmussen og Nicolai 'dev1ce' Reedtz.

Han har været en del af Astralis fra dag ét, har oplevet op- og nedture og flere spillerudskiftninger.

Men den situation, som Peter ’dupreeh’ Rasmussen og resten af de danske verdenstoere befinder sig i lige nu, er helt ny.

- Det er en situation, som jeg lige skal sluge, og som holdet lige skal finde ud af, hvordan den skal fungere. Det er svært, siger Peter ’dupreeh’ Rasmussen til TV 2 SPORT.

Astralis er i gang med at udvide antallet af spillere på holdet. Til sommer vil der være syv spillere om de fem pladser på holdet, og planen er ifølge sportsdirektør Kasper Hvidt at have ti spillere tilknyttet.

Det er helt nyt for Peter ’dupreeh’ Rasmussen, og han håber og da også på, at udviklingen med flere spillere ender med at blive en fordel for de danske stjerner.

- Jeg er vildt spændt på, hvordan det kommer til at gå.

- Det er ikke sådan, at vi går og tænker, at det er en forkert beslutning, men det er en beslutning, hvor der kan gå ting galt. Jeg tror også, at det er en beslutning, hvor der kan komme gode ting ud af det – det tror jeg mest på.

Godt med backups fra egne rækker

Der har allerede været brug for ekstra spillere på Astralis-mandskabet. To af de fem spillere, der har været en del af kernen på holdet, er i øjeblikket sygemeldt. Det drejer sig om Lukas ’gla1ve’ Rossander og Andreas ’Xyp9x’ Højsleth, som begge har symptomer på stress.

- Hvis der er en spiller, der har brug for at få lidt fri eller noget andet, er det muligt at hente en backup-spiller, som allerede kender systemet. Alternativet er noget bedre, end hvis vi skulle ud at finde en helt ny i sådan en situation, siger ’dupreeh’.

Derfor har Astralis foruden Jakob ’JUGi’ Hansen, som de skrev kontrakt med i maj, hentet Marco ’Snappi’ Pfeiffer ind på en midlertidig aftale til turneringerne Blast Showdown og DreamHack Masters Spring. Fra 1. juli slutter Patrick ’Es3tag’ Hansen sig til holdet, når hans kontrakt med Heroic er udløbet.

Det gør sgu ondt som spiller, at jeg lige pludselig sidder og ikke ved, hvad jeg skal bruge min tid til

Peter 'dupreeh' Rasmussen om det mulige scenarie, hvor han kan blive bænket

Øget konkurrence både godt og skidt

Med minimum syv spillere på holdkortet til sommer vil der helt naturligt komme mere kamp om at spille sig på holdet, da der kun er plads til fem i kampene.

Lige netop dét er en ting, som 'dupreeh' godt kan frygte. For hvordan skal han reagere, hvis det ikke fungerer med de ekstra spillere, og der pludselig er fem, der skiller sig ud, uden han selv er iblandt "de udvalgte".

- Det kan sågar være mig selv, der står i en situation, hvor jeg sidder der, og kernen af de fem spillere, der spiller i øjeblikket, de spiller pisse godt: "I har ikke behov for at skifte ud – hvad skal I bruge mig til?" Skal jeg så bare sidde og glo i fire måneder?

'dupreeh' kan frygte, at træner Danny 'zonic' Sørensen en dag ikke har brug for ham mere.

- Det gør sgu ondt som spiller, at jeg lige pludselig sidder og ikke ved, hvad jeg skal bruge min tid til. Hvor jeg måske føler, at jeg godt kan være med, hvor det er sjovt, men på grund af, at de fem andre har leveret så gode resultater, så der er ingen grund til, at der skal laves udskiftninger, lyder det fra Peter 'dupreeh' Rasmussen.

Han er udmærket klar over, at det handler om, Astralis hele tiden sætter det stærkeste hold. Og det stærkeste Astralis-hold er det hold, der vinder.

- Hvis man ikke er en del af det, så er det jo bare sådan, det er... Så må vi jo som hold finde ud af, hvad der så skal ske. Det er det, jeg frygter allermest.

'dev1ce' føler sig selvsikker og dygtig nok

Hans holdkammerat og Danmarks bedste Counter-Strike-spiller, Nicolai ’dev1ce’ Reedtz, er også opmærksom på den skærpede konkurrence, nye folk bringer med sig.

Nicolai 'dev1ce' Reedtz prøver at se positivt på situationen.

Er du bekymret for de her ændringer, og frygter du, at der skal komme en ny Nicolai og tage din plads?

- Det er jo et meget relevant spørgsmål i forhold til, om man skal se det som en trussel eller noget positivt. Man kan jo vende den på begge måder. Jeg føler mig ikke decideret bekymret for, at der er nogen, der kommer og tager min plads.

- Jeg prøver at se positivt på det, og så tror jeg, at jeg føler mig selvsikker og dygtig nok til at vide, at jeg har en plads på holdet, og ellers ville jeg jo bare kæmpe mig tilbage, hvis jeg blev sat på bænken.

Astralis spiller i øjeblikket turneringen Blast Showdown, hvor de har tabt og vundet en kamp.