E-sport

Astralis-stjerne med opråb til fans efter svær periode

Nicolai 'device' Reedtz opfordrer holdets fans til at justere forventningerne til præstationerne i øjeblikket.  TV 2 SPORT

Nicolai 'device' Reedtz brugte onsdag sin platform på de sociale medier til at minde Astralis-fans om at tilpasse forventningerne.

Det er ingen hemmelighed, at Astralis i øjeblikket har en smule svært ved at finde melodien.

En situation, der nok er meget naturlig taget i betragtning af, at holdet har to nye spillere i 'startopstillingen' for tiden.

Holdets mange fans har dog svært ved at håndtere det faktum, at Astralis ikke vinde samtlige kampe i disse dage. Onsdag aften blev det til et stort 16-6-nederlag til Team Vitality.

Det kastede en del negative kommentarer af sig på de sociale medier, hvorfor en af holdets store stjerne, Nicolai 'device' Reedtz, greb til tasterne.

- Det er ikke ofte, at jeg læser kommentarerne på de sociale medier, men jeg noterer en masse salty (når folk er bitre, red.) kommentarer. Bare et lille tip: Tilpas jeres forventninger. Det har vi gjort, skriver danskeren på Twitter.

Astralis spiller i øjeblikket med to nye spillere i form af Marco 'Snappi' Pfeiffer og Jakob 'JUGi' Hansen. Førstnævnte er hentet ind som stand-in i en kort periode, mens 'JUGi' er hentet ind permanent.

De to nye tilføjelser skyldes, at både Lukas 'gla1ve' Rossander og 'Andreas 'Xyp9x' Højsleth holder pause på grund af symptomer på stress.

'Det koster jo på den korte bane'

TV 2 SPORT har været i kontakt med 'device' for at få en snak om udmeldingen og denne periode.

Hvad er jeres forventninger til jeres spil og resultater i disse tider?

- Når man skifter to mand ud på én gang, hvor den ene endda kun er midlertidig stand-in uden mulighed for at træne og forberede med holdet, vil der være nogle større udsving, end vi er vant til. Vi vil helt sikkert skulle arbejde på at finde hinanden, og så vil vi i en periode leve lidt mere på individuelle kvaliteter. Vi har prøvet at skifte ud før, og det gik jo ret godt, men det er klart, at to mand på én gang kommer til at koste på den korte bane. Jeg forventer, vi skal arbejde hårdt for alle resultater, og jeg glæder mig til at se, hvordan vi igen bliver bedre og bedre i takt med, at vi indarbejder rutinerne på holdet.

Hvad vil I gerne have, at fansene skal forvente? Skal de ’også’ skrue ned for forventninger?

- Astralis er Astralis, og forventningerne skal være store. Jeg håber da, at alle forventer det bedste fra vores side hver gang. Det bedste lige nu er at få spillet nogle flere kampe og træne sammen og dermed skabe bedre resultater. Det er lidt som at være tilbage til dengang, vi ikke havde vundet noget, hvor alle sejre var virkelig fede. Den følelse kan man godt få igen, og det er en kæmpe motivation. Men fansene bløder jo for holdet, så det er helt okay at være skuffet, når vi ikke vinder, så længe alle er klar over, at det, vi har gang i, kræver mere tålmodighed end de seneste par år.

Er det et irritationsmoment, at fansene ikke forstår den nye situation - med henblik på, der stadig kommer mange kommentarer på de sociale medier om, at I ikke præsterer?

- Det siger lidt om, hvor godt vi har gjort det, når der er så mange reaktioner efter et par resultater, de fleste nok kunne forudsige. Vi vandt jo rent faktisk vores seneste turnering, så lunten er kort. Jeg skal dog slet ikke bestemme, hvordan folk reagerer, så længe alle husker at tale til hinanden med respekt. Jeg læser da nogle af de meget negative kommentarter, men de fylder ikke lige så meget hos mig som dem, der faktisk har taget sig tid til at tænke sig om og forholde sig til situationen.

- Målet er altid at vinde alle kampe. Når det er sagt, er det jo ikke altid resultatet, der definerer din og holdets præstation. Vi kan sagtens være tilfredse med en præstation, selvom vi er utilfredse med resultatet. Og lige nu er vi i en periode, hvor vi bare ikke kan forvente at vinde hver gang.

Kan du prøve at forklare, hvor stor en ændring det er for holdet og spillerne, at der bliver skiftet ud på to pladser?

Det er det samme som at spille med fire helt nye spillere på et fodboldhold, hvoraf de to end ikke har trænet med holdet før. Vi har jo forberedt os så godt som overhovedet muligt, og 'JUGi' er allerede ved at komme godt ind i det. Det samme vil ske med Marco, som gør det virkelig godt til træning allerede. Emil 'magisk' Reif har i en periode været inde over som ingame-leader, og når holdet er på plads med Patrick 'es3tag' Hansen, og de andre to kommer tilbage, kommer vi til at arbejde os mod toppen igen. Det kræver tålmodighed, men vi har et stærkt fundament omkring holdet, og det kommer også til at vise sig igen.

'Snappi eller JUGi er ikke problemet'

'device' er ikke den eneste Astralis-spiller, der har været ude med en opsang til fansene.

Peter 'dupreeh' Rasmussen var tidligere på ugen også ude med en mindre reprimande på sin Twitter-profil.

- Stop med at forvente den samme Astralis lige nu. Det er ikke 'Snappi' eller 'JUGi', der er problemet eller noget. Vi arbejder hårdt gennem denne periode for at komme i den form, vi ønsker at være i. Vi taber kampe og vinder kampe. Vi har brugt mindre end en uge på at arbejde på denne opstilling. Husk det