E-sport

Dansk hold lavede stort comeback - men tabte i dobbelt overtid

MAD Lions tabte 0-2 til finske ENCE og skal derfor ud i en alt eller intet kamp for kvalificere sig til BLAST-finalen.

Det danske Counter-Strike-hold MAD Lions, der ligger nummer 15 på verdensranglisten, missede søndag den første mulighed for at kvalificere sig til 'BLAST Premier Spring Finals', da de tabte playoffkampen til finske ENCE, der rangerer som nummer 21 i verden.

Danskerne var næsten døde og begravet, da de på anden bane formåede at finde et stort comeback frem. Det var dog ikke nok, da de tabte i dobbelt overtid og dermed løb ind i et 0-2-nederlag.

- Mirage (anden bane, red.) var en hård kamp, som vi ender med at tabe. Der sker nogle ting, som bare er uheldige. Timingen og så videre. Det er ærgerligt. Jeg føler, det er små marginaler, der gør, vi taber den her kamp, sagde Frederik ’acoR’ Gyldstrand efterfølgende til TV 2 ZULU.

God dansk start blev ikke udnyttet

MAD Lions fik en rigtig god start på Train, som ENCE havde valgt, selvom danskerne tabte pistolrunden. MAD Lions vandt nemlig anden runde og fik en økonomisk fordel.

Det betød, at de hurtigt kom foran med 3-1. Det var især Frederik ’acoR’ Gyldstrand, der var storspillende i starten og havde flere gode kills. Lions kom foran med 5-2, hvor ’acoR’ i alt havde 12 kills.

Efterfølgende kom finnerne fra ENCE mere og mere med i kampen, hvor de startede på terrorist-siden og fik reduceret til 4-5. De fik tilmed udlignet til 6-6 efter de første 12 runder, og ENCE havde momentum.

De to mandskaber fordelte resten af runderne imellem sig, så MAD Lions førte med 8-7 i første halvleg, inden de skulle over på terrorist-siden.

Også her fik danskerne en god start, da de vandt pistolrunden og flere af de følgende runder. Men langsomt kæmpede finnerne sig igen med i kampen, og de fik udlignet til 12-12, hvilket lagde op til en tæt afgørelse på Train. Her var det dog ENCE, der viste storspil og vandt det første map med 16-13.

Dobbelt overtid på Mirage

Dermed var danskerne under pres, men stod med fordelen af at skulle ud på eget banevalg i form af Mirage.

Det var dog ikke til at se fra start, at MAD Lions burde have en fordel. Danskerne kæmpede med at finde de rigtige taktikker, og de finske profiler storspillede. Halvvejs var det danske hold bagud 4-11, og så tabte de ovenikøbet pistolrunden efter sideskiftet.

Fire danske rundesejre i træk var midlertidigt med til at vende kampen, hvor en enkelt ENCE-rundesejr ikke slog dem ud. MAD Lions fortsatte dominansen og rykkede fra 8-13 til 15-13. Desværre - set med danske CS:GO-briller - kunne de ikke udnytte to mappoints, og så måtte der overtid til.

Det finske stortalent Elias 'Jamppi' Olkkonen havde svært ved at forstå, ENCE ikke tabte andet map.

Her formåede MAD Lions igen at bringe sig i en gylden position, da de kom foran 18-17 og stod med muligheden for at sende kampen ud på tredje og sidste bane. Danskerne nedlagde hurtigt to spillere i den afgørende runde, men ud af ingenting fik finnerne vendt runden, og så måtte der endnu en overtid til.

ENCE udnyttede momentum til at dominere resten af kampen og vandt 22-18 efter dobbelt overtid.

Specielt den danske holdkaptajn Asger 'AcilioN' Larsen havde en svær kamp med en 12-30-score på Mirage efter de 40 runder.

'AcilioN' var skuffet undervejs i kampen.

Nederlaget betyder, at MAD Lions nu skal ud i en alt eller intet kamp om at kvalificere sig til 'BLAST Premier Spring Finals'. Her venter enten NiP eller Vitality, der mødes senere søndag.