E-sport

Astralis missede seks matchpoints i vanvittig tæt playoff-nederlag

Der skulle dobbelt overtid til, inden kampen mellem Astralis og NiP blev afgjort.

Seks muligheder havde Astralis for avancere i playoffs ved Dreamhack Masters.

Men det danske Counter Strike-hold tabte tirsdag eftermiddag med 2-1 til de svenske naboer NiP.

Efter holdene hver havde domineret et map, blev kampen afgjort i et yderst tæt map, der skulle ud i dobbelt overtid.

Næste playoffopgør for NiP bliver en duel mellem to ’danskerdræbere’.

Her møder de Vitality, som mandag aften slog danske Heroic.

Astralis - NiP: 1-2

  • Map 1 (Train - valgt af NiP): 12-16
  • Map 2 (Nuke - valgt af Astralis): 16-8
  • Map 3 (Overpass): 18-22 (3-7 efter dobbelt overtid)
  • Flest kills: Nicolai "dev1ce" Reedtz (79)

Train

NiP havde stor succes på Train med deres taktik på terroristsiden.

Adskillige gange formåede de at få lagt pres på Astralis fra start. Det overrumplede det danske hold, som aldrig rigtig fandt svaret på det. Derfor var det fortjent, at de førte 8-7 efter den svære terroristside.

Som counter-terrorister tog svenskerne syv runder i træk, og dermed lignede det en klar sejr.

Emil "Magisk" Reif fik rettet taktikken til hos Astralis, som pludselig ramte en stime på fem runder i træk. De havde også overtaget i begyndelsen af den efterfølgende runde, men NiP fik knust Astralis' håb.

Nicolas “Plopski” Gonzalez Zamora var især ham, der gjorde det svært for Astralis. Med 29 kills var den 18-årige svensker ham, der dræbte flest.

Ved Dreamhack Masters tabte Astralis med 16-12 i første map. Video: TV 2 SPORT

Nuke

Astralis trives bare på Nuke.

Det danske hold havde selv valgt banen, og de beviste hurtigt hvorfor. De syv første runder gik alle til holdet vest for Øresund.

Det skyldtes en stor holdindsats, hvor ingen af de fem spillere stak ud. Alle bidrog med kills.

Modsat hos NiP, hvor Tim "nawwk" Jonasson var den, der sørgede for, at NiP kom tilbage i opgøret. Holdet gik fra 3-11 til 8-11. Så kom Astralis i gang på CT-siden og tog fem runder i træk. Peter "dupreeh" Rasmussen kronede sejren med et såkaldt ACE. Det vil sige, at han skød alle modstanderne i samme runde.

På Nuke vandt Astralis med 16-8 ved Dreamhack Masters. Video: TV 2 SPORT

Overpass

"dupreeh" indtog også en stor rolle på det afgørende map. For efter en katastrofal start for Astralis, hvor de kom bagud 8-2, var "dupreeh" en af dem, som fik holdet i gang.

Otte runder i træk tog de, inden NiP fik stoppet stimen.

De kunne dog ikke få udlignet. I stedet var det Astralis, som vandt en økonomisk vigtig runde og gik fra 11-10 til 15-10.

Så skød Simon "twist" Eliasson sig i den grad ind i kampen. Fem danske matchpoints blev forpurret, efter "twist" alene havde afværget tre af dem til sidst i runderne.

Dermed skulle kampen afgøres efter ekstra runder.

Overtid

NiP førte 2-1, da de to hold byttede side. Astralis vandt de to første runder på terroristsiden og kom frem til endnu et matchpoint. Men også denne blev afværget.

Det virkede til at knække danskerne, som tabte de efterfølgende fire runder.

Nederlaget markerede samtidig den sidste aktion for Marco "Snappi" Pfeiffer hos Astralis. Det var planen, at han skulle hjælpe holdet til og med Dreamhack Masters.

Med Astralis' nederlag er der kun et dansk hold tilbage ved Dreamhack Masters.

Det er MAD Lions, som onsdag eftermiddag møder ranglistens nummer tre, fnatic. Se opgøret klokken 14 på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.