E-sport

Dansk hold besejrer svenskere – skal møde verdens nummer et

MAD Lions er videre i DreamHack Masters Spring efter en sejr over svenske fnatic og skal nu møde Natus Vincere i næste kamp i playoffs.

Counter-Strike-holdet MAD Lions er fortsat det eneste tilbageværende danske islæt i DreamHack Masters Spring-turneringen.

Det er status, efter at danskerne besejrede svenske fnatic med 2-1 efter et nervepirrende sidste map.

Danskerne skal nu møde verdens nummer et, Natus Vincere, i det, der hedder lower semifinals. Den kamp bliver spillet torsdag klokken 14.00 og kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

MAD Lions - fnatic: 2-1

  • Map 1 (Nuke - valgt af MAD Lions): 16-7
  • Map 2 (Train - valgt af fnatic): 5-16
  • Map 3 (Overpass): 16-10

- Vi var stærke på første map, men vi havde for meget tid inden andet map. Jeg spillede en lidt dårlig kamp tredje map, men kom tilbage på terrorist-siden, siger Rasmus 'sjuush' Beck til TV 2 SPORT.

Suveræn start på Nuke

Det var det danske Counter-Strike-hold, der kom bedst fra start på kampen.

MAD Lions kom foran med 6-0 på Nuke, som var danskernes mapvalg. De var overlegne på terrorist-siden og lod ikke fnatic komme til fadet.

Svenskerne fik dog reduceret til 4-6, men en stærk afslutning på første halvleg sikrede, at danskerne førte med 11-4 ved sidebyttet.

Og selvom fnatic hentede de første tre runder, da de kom over på terrorist-siden, leverede MAD Lions igen storspil og vandt det første map med 16-7.

Frederik ’acoR’ Gyldstrand blev den helt store spiller på første map, da han leverede 28 kills.

Danskerne kom bedst fra start mod fnatic. Video: TV 2 SPORT

Kom ned på jorden på Train

Men lige så suveræne MAD Lions var på Nuke, lige så svært havde de det på Train, som svenskerne havde valgt.

Danskerne tabte de første syv runder, inden de kom på tavlen. Men herefter vandt fnatic igen flere runder, inden MAD Lions igen fik reduceret. Første halvleg endte 13-2 til svenskerne.

Derfor var det andet map stort set afgjort, og danskerne vandt kun nogle få runder i anden halvleg, der ændrede på det kosmetiske.

Ligeså suveræne MAD Lions var på Nuke, ligeså svært havde de det på Train, som svenskerne havde valgt. Video: TV 2 SPORT

Kampens afgørende map

Med en føring på 3-0 var det danskerne, der fik den bedste start på kampens afgørende map.

Men langsomt kæmpede fnatic sig tilbage, og de fik udlignet til 3-3 og kom efterfølgende foran. Det var især Ludvig 'Brollan' Brolin, der var storspillende for svenskerne.

Han fortsatte med at storspille herefter og var med til at sikre en føring på 9-6 til svenskerne ved halvleg.

Det var dog MAD Lions, der var bedst spillende til sidst og holdt hovedet koldt. Derfor vandt de kampens sidste map og er videre i DreamHack-turneringen.