E-sport

Dansk hold taber stort til verdens nummer et

MAD Lions er ude af DreamHack Masters Spring, efter de tabte med 0-2 til verdens nummer et, Natus Vincere.

Det var en hård dag på kontoret for det danske Counter-Strike-hold MAD Lions.

De danske drenge tabte nemlig med 0-2 til det russiske hold Natus Vincere, der er nummer et på verdensranglisten. Dermed er der ikke flere danske hold tilbage i DreamHack Masters Spring, da MAD Lions var det eneste tilbageværende danske islæt.

- Det er en afklapsning til det danske hold, sagde Counter-Strike-ekspert Niels 'rizc' Topp efter kampen.

MAD Lions - Natus Vincere: 0-2

  • Map 1 (Mirage - valgt af MAD Lions): 5-16
  • Map 2 (Overpass - valgt af NaVi): 7-16

- Det er ikke særligt nice. Jeg synes, at de spillede utroligt godt, og det gjorde vi ikke. Vi havde mange tætte runder, som vi normalt ville vinde. Man er nødt til at ramme topniveau mod et hold som dem. De startede med at få seks runder på grund af mange individuelle fejl fra os, og så læste de bare vores spil, sagde Asger 'AcilioN' Larsen efter kampen til TV 2 SPORT.

Svært start på Mirage

Danskerne fik en hård start på kampen, da de tabte de første seks runder.

MAD Lions havde svært ved at komme ind i kampen i første halvleg, og de havde kun vundet fire runder, da første halvleg havde nået sin ende.

Efter sidebyttet hentede NaVi hurtigt fem runder og vandt dermed første map ganske overlegent 16-5.

Danskerholdet havde store problemer i første map mod Natus Vincere. Video: TV 2 SPORT

Problemer på Overpass

MAD Lions forsøgte at komme igen på Overpass og leverede faktisk en god første halvleg, selvom de var bagud med 7-8 ved sidebyttet.

Men da danskerne kom over på terrorist-siden, gik det galt, og de hentede ikke en eneste runde i anden halvleg.

Dermed tabte de 7-16 og er ude af DreamHack Masters Spring.