E-sport

Dansker joker efter 'vanvittig' præstation: - Havde håbet på lidt mere modstand

CS-GO-holdet Complexity vandt torsdag aften 2-1 over NaVi ved Blast Spring Finals, hvor de nu blot er en enkelt sejr fra at være i finalen.

Selvom de danske hold har udspillet deres chance ved Blast Spring Finals, er der stadig rigeligt med dansk succes.

Det amerikanske hold Complexity, hvor danskerne Benjamin ’blameF’ Bremer og Kristian ’k0nfig’ Wienecke spiller, har vundet turneringens Upper Final.

Det betyder, at holdet nu blot er en enkelt sejr fra at være i Grand Final.

Hvor er det vanvittigt

CS:GO-ekspert Niels 'rizc' Topp om den sidste aktion

Og det var netop de to danskere, der var storspillende torsdag aften, hvor de slog Natus Vincere (NaVi).

Danske ’k0nfig’ var det store højdepunkt i tredje map, som Complexity vandt 16-3. Han afsluttede mappet med 27 kills og blot 3 deaths. Han var derfor selvsagt i godt humør efter kampen.

- Vi havde håbet på lidt mere modstand, siger danskeren umiddelbart efter kampen i studiet på TV 2 ZULU efterfulgt af en lille grin.

Han er dog ikke af den overbevisning, at modstanderholdet undervurderede det amerikanske danskerhold.

- Jeg tror, de tog os seriøst. Det er en stor turnering, hvor der er en kæmpe præmiepulje, men vi var bare bedre på Mirage. Der er ikke så meget andet at sige.

'Hvor er det vanvittigt'

Complexity vandt kampen 2-1. De to danskere fik sig ellers lidt af en forskrækkelse på første map, hvor NaVi løb med en 16-5-sejr på Nuke, som ellers var mappet, der var valgt af Complexity.

De svarede dog hurtigt tilbage på NaVi's map, hvor de vandt 16-8 på Dust2.

Kampen skulle derfor afgøres på Mirage, hvor det russiske storhold fik sig lidt af en lussing. Her var 'k0nfig' og 'blameF' de største aktiver i den imponerende 16-3-sejr.

Specielt den sidste runde af 'k0nfig' fik kampens kommentatorer til at juble.

- Han får killet. Han vinder runden. Hvor er det vildt. Kristian Wienecke AKA 'k0nfig' kører det næsten alene hjem. Hvor er det vanvittigt, lød det fra TV 2 SPORTs CS:GO-ekspert Niels 'rizc' Topp under kommenteringen.

Danskerholdet skal nu enten møde FaZe Clan eller Team Vitality i Upper Finale.

Du kan se kampens afslutning i videoen i toppen af artiklen.