E-sport

Kæmpe forløsning i øjeblikket, hvor danskerhold sensationelt sikrer sig finaleplads

Complexitys to danskere forlod hurtigt sæderne, da de havde slået verdens tredjebedste hold i semifinalen.

Se Complexity spille finale søndag klokken 20.30 på TV 2 ZULU.

Verdens 20.-bedste hold er i gang med at overraske alt og alle i den store turnering Blast Premier Spring.

Lørdag sikrede det amerikanske hold med to danske nøglespillere sig en finaleplads med en sejr på 2-0 over verdens tredjebedste hold, FaZe. Og når man vinder på Dust2 med mindst mulig margin, bliver der ikke sparet på jublen.

Det kunne tydeligt ses, da seerne fik et unikt indblik i kommunikationen og den efterfølgende jubel i sidste runde.

Her var dømt eufori hos holdets to danskere, Kristian 'k0nfig' Wienecke og Benjamin 'blameF' Bremer.

Førstnævnte løb rundt i lokalet, og sidstnævnte rejste sig og brølede jublen ud.

Kristian 'k0nfig' Wienecke skreg forløsningen ud stående, mens Benjamin 'blameF' Bremer for rundt i lokalet.

Ekspert glæder sig over stemningen

Det var ikke kun til sidst, at glæden over at spille Counter-Strike var til stede hos danskerholdet. Undervejs var det ifølge Counter-Strike-ekspert Torbjørn ’mithR’ Nyborg også tydeligt at se, at det her betød noget ekstra for Complexity-spillerne.

- Der er én ting, der fortæller mig noget, og det er, når jeg ser på de her spillerkameraer, som spillerne er udstyret med. Complexity-spillerne er sultne. De virker så sultne efter at opnå succes og at gøre det godt. Der er hype, man ser individuelle højdepunkter, og der er høj energi og overskud, siger den tidligere North-træner.

- Det er så fedt at se. Det er undervurderet i CS. Jeg værdsætter energi, hype og stemning. Det er bare nogle af de her ting, der kan gøre, at man kan spille endnu bedre CS. Det er det, der er nøglen til succes.

De har da også meget at glæde sig over.

Det undertippede mandskab kan søndag læne sig tilbage og følge med i, hvem de skal møde i finalen, der spilles klokken 20.30. Det bliver enten franske Vitality eller en omkamp mod FaZe.

God chance for finalesejr

Ligegyldigt hvem de ender med at møde, er chancen for en finalesejr god, mener Counter-Strike-ekspert Niels ’rizc’ Topp.

- Alle de andre hold i turneringen har haft problemer på specifikke maps, hvor deres stjernespillere har manglet niveau.

- Complexity har bare haft stabiliteten. Det kan godt være, at spillerne ikke har været gode de seneste tre år eller vundet en masse titler. Men i denne turnering har Complexity været det klart mest stabile hold, siger han.

Kampen mellem Vitality og FaZe kan ses på TV 2 ZULU klokken 16.30. Herefter spiller vinderen af kampen finale mod Complexity klokken 20.30.