E-sport

Astralis køber spiller fri fra danske konkurrenter

Lucas ’Bubzkji’ Andersen er præsenteret som ny Astralis-spiller. Astralis Group

Det danske Counter Strike-hold har sagt farvel til Jakob ’JUGi’ Hansen og har hentet Lucas ’Bubzkji’ Andersen, der kommer fra MAD Lions.

Danmarks bedste Counter-Strike-hold, Astralis, har rokeret rundt i truppen.

Ud er gået Jakob ’JUGi’ Hansen, der kom til i starten af maj, og ind er kommet Lucas ’Bubzkji’ Andersen, som Astralis har købt fri fra et andet dansk CS-hold - nemlig MAD Lions.

Den 22-årige spiller ser frem til skiftet, og han skulle ikke tænke længe over det, da Astralis bød sig til.

- Da jeg hørte om Astralis’ interesse, var der slet ingen tvivl: Jeg vil være en del af det her hold og det miljø, der er omkring dem. Jeg havde andre muligheder - også i Danmark, men efter at have talt med ’zonic’ (Astralis-træner Danny 'zonic' Sørense, red.) og Kasper (Hvidt, red.) omkring min rolle, ambitionerne og måden, de ønsker at arbejde med holdet og spillerne, er jeg overbevist om, jeg kan hjælpe holdet og samtidig udvikle mig som spiller, siger Lucas ’Bubzkji’ Andersen til Astralis’ hjemmeside.

Kasper Hvidt glæder sig over aftale

’Bubzkji’ har underskrevet en toårig kontrakt med Astralis, oplyser Kasper Hvidt, der er sportsdirektør i Astralis Group. Og han glæder sig også over aftalen.

- Vi har kigget efter en dygtig, sulten profil til holdet, der kan træde direkte ind i den rolle, han er tiltænkt, og bidrage fra første dag. Lucas 'Bubzkji' Andersen opfylder alle kriterier, og jeg er glad for, at vi har sikret os hans underskrift på en toårig kontrakt, siger Hvidt.

- Der er ingen tvivl om, at det tager tid at komme ind på et hold som Astralis med en tommetyk playbook, men efter at have talt med ham, vores træner og holdet er jeg ikke i tvivl om, at han kommer til at bidrage positivt på og uden for serveren.

Astralis ønsker ikke at oplyse, hvilket beløb de har købt ’Bubzkji’ fri for. Men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der tale om et sekscifret beløb i den lave ende.

'JUGi' er skuffet

Signingen af Lucas ’Bubzkji’ Andersen betyder, at Jakob 'JUGi' Hansen ikke længere skal repræsentere holdet, der lige nu stadig er uden Andreas 'Xyp9x' Højsleth og Lukas 'gla1ve' Rossander, der tager en pause fra holdet.

’JUGi’ nåede kun at være på Astralis i tre måneder og ærgrer sig over, at han ikke fik længere tid, men samtidig respekterer han også gamet.

- Selvfølgelig er jeg skuffet, men jeg respekterer beslutningen, og jeg er glad for den mulighed, jeg fik for at spille for Astralis. De er nogle virkelig cool fyre med en god organisation omkring holdet, der gør alt for, at spillerne har det godt og kan levere. Med udsigten til at spille i en anden rolle end hvor jeg er bedst, er jeg dog klar over, at det er bedst for mig at komme videre, siger ’JUGi’.

Sportsdirektør Kasper Hvidt sender også en stor tak for hjælpen til den nu tidligere Astralis-spiller.

- Jeg vil gerne takke ’JUGi’ for at træde til og tage et stort ansvar, da vi kontaktede ham før sommeren. Han er top professionel, og under de rette forhold er han en ekstremt dygtig spiller. Desværre har han af forskellige årsager hos os ikke haft muligheden for at spille på sin favoritposition, og når vi ser frem mod efteråret, ville han fortsat skulle spille en uvant rolle, hvor hans kvaliteter ikke ville komme til deres ret.

- Derfor har vi valgt at tage beslutningen nu, og jeg kan kun give ’JUGi’ de bedste anbefalinger, da hans indstilling og indsats hos os har bekræftet, at han kan igen kan blive en vigtig spiller på det rette hold, fortæller Kasper Hvidt.