E-sport

Astralis-stjerne er tilbage i ny rolle efter tre måneders sygemelding

Lukas 'gla1ve' Rossander håber på snart at være en del af holdet som spiller. Astralis

Mens Andreas ’Xyp9x’ Højsleth fortsat sidder ude med symptomer på stress, er Lukas ’gla1ve’ Rossander tilbage omkring holdet.

Han var én af de vigtigste brikker i Astralis’ lange dominans i Counter-Strike-verdenstoppen, og nu har han taget første skridt på vej tilbage.

Onsdag fortæller Lukas ’gla1ve’ Rossander, som har siddet ude med symptomer på stress siden slutningen af maj, i en video fra Astralis, at han er tilbage på holdet i rollen som assistenttræner for træner Danny ’zonic’ Sørensen. Her bidrager han med analyser før og under kampe.

- Jeg prøver at bidrage med min viden. Jeg laver ikke nye taktikker, men prøver at fikse små detaljer i systemet og i spillet.

Forbedrer eget spil i ny rolle

Det gør han både for at hjælpe holdet, men også for at hjælpe sig selv.

- Det kan også forbedre mit eget spil. Det er en god måde at komme tilbage på holdet på, fordi jeg kan se, hvordan de spiller nu, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Her kan han også se holdets to nye spillere, Patrick ’es3tag’ Hansen og Lucas ’Bubzkji’ Andersen, i aktion i den store turnering ESL One Cologne.

Dem kommer han også tættere på ved at anskue tingene udefra.

Vil tilbage på holdet

Målet er dog klart for ’gla1ve’: Han vil mere end bare at være assistenttræner.

- Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage. Det bliver så fedt. De tre måneder, jeg har været ude, var både gode og hårde. At sidde udenfor og være nødt til at slappe af (var hårdt, red.).

- Jeg glæder mig mest til at vende tilbage på serveren og sidde med holdet, mødes med holdet og have træningscamps og sådan noget.

I første omgang skal han prøve at hjælpe med at føre Astralis frem til succes i sin nye rolle, når de fredag spiller kvartfinale i ESL One Cologne.

’Xyp9x’ fortsat ude

Kort efter ’gla1ves’ sygemelding meddelte Andreas ’Xyp9x’ Højsleth, at han også tog pause på ubestemt tid på grund af udbrændthed og symptomer på stress.

'Xyp9x' og 'gla1ve' blev begge sygemeldt i slutningen af maj.

Astralis Groups kommunikationsdirektør, Steen Laursen, fortæller til TV 2 SPORT, at det også ser lysere ud for holdet 24-årige profil.

- Andreas’ status er, at han er i fremgang, men at der ikke er nogen deadline for hans tilbagevenden lige nu, lyder det.