E-sport

Danske Heroic tager sin største triumf nogensinde

Danmarks bedste CS:GO-hold besejrede verdensranglistens nummer to i finalen ved ESL One Cologne 2020.

I løbet af 2020 har danske Heroic overtaget Astralis' titel som Danmarks bedste CS:GO.

Søndag aften tog holdet så et ekstra skridt mod toppen af verdensranglisten, da de spillede finale ved ESL One Cologne 2020 mod Vitality, der er nummer to i verden.

Danskerne var ganske suveræne i kampen, hvor der blev spillet bedst af fem maps.

Heroic 3-0 Vitality

  • Mirage: 16-7
  • Inferno: 16-13
  • Nuke: 16-9

Med sejren følger en præmiecheck på knap en million kroner.

Holdet består af de fem danske spillere Casper 'cadiaN' Møller, Johannes 'b0RUP' Borup, Nikolaj 'niko' Kristensen, Martin 'stavn' Lund og René 'TeSeS' Madsen og ledes af træner Nicolai ’HUNDEN’ Petersen.

- Jeg ved slet ikke, hvad der sker. En 3-0'er var drømmen, men vi troede ikke selv på det. Det er helt sikkert, siger 'HUNDEN' til TV 2 SPORT.

- Vi spiller bedre som hold. Vi spiller perfekt Counter Strike lige pludselig, og det gør bare, at det bliver nemt mod Vitality.

Heroic er nummer ni på verdensranglisten, men kan se frem til et flot hop længere op, når ranglisten opdateres mandag. Tilbage i maj var holdet helt nede som nummer 36.

- Individuelt kan de ikke matche Vitality. De har verdens bedste spiller (ZywOo, red). Heldigt for Heroic gad han ikke spille i dag. Der var flere spillere på Heroic, der spillede bedre end ham i dag, siger ekspert Jacob 'Pimp' Winneche.

Han fremhæver især Martin 'stavn' Lund, der på de sidste to maps stod for henholdsvis 26 og 27 kills.

- 'stavn' har haft en fantastisk turnering og en fantastisk finale. Det, han gjorde på Nuke, er verdensklasse. Han er ikke særlig gammel, men en spiller, vi i et par år har haft øje på. Fuldstændig formidabel præstation af 'stavn'.

Astralis røg ud i kvartfinalen og er nummer 11 i verden.