'HUNDEN' er skråsikker på karrierens største dag: - Vi kan løfte trofæet
Søndag spiller danske Heroic finale ved ESL One Cologne. Det bliver karrierens største kamp for holdets træner, Nicolai ’HUNDEN’ Petersen.
Kun to uger efter finalenederlaget i DreamHack Open får Danmarks bedste CS:GO-hold mulighed for at revanchere sig på en endnu større scene.
Søndag spiller Heroic finale ved ESL One Cologne, hvor der er knap 940.000 kroner til vinderen og lidt over 300.000 kroner til taberen. I den anden ende af internetforbindelsen sidder verdens nummer to, Vitality.
- Vi kan godt løfte trofæet. Det er helt sikkert, siger danskernes træner, Nicolai ’HUNDEN’ Petersen.
Han betragter finaledagen som karrierens største dag. Både for ham og for Heroic, der rangerer som nummer ni ifølge HLTV. Forskellen på ranglisten betyder dog ikke, at der nødvendigvis vil være en forskel at se i finalen.
- Forberedelsen sidder lige i skabet mere eller mindre hver gang. Vi bliver aldrig snydt af modstanderne i øjeblikket, så alle er glade. Vi har ekstremt meget selvtillid, når vi møder op til de her kampe, siger 'HUNDEN', der blev træner for Heroic i maj.
Møder verdens bedste spiller
I erfaring er der dog en væsentlig forskel på Vitality og Heroic. Danskerne, der stiller med Casper ’cadiaN’ Møller, Johannes ’b0RUP’ Borup, Nikolaj ’Niko’ Kristensen, Martin ’stavn’ Lund og René ’TeSeS’ Madsen har den yngste gennemsnitsalder i verdenstoppen. Og på det modsatte hold spiller verdens bedste spiller, Mathieu ’ZywOo’ Herbaut.
- Han er svaret på Messi i fodbold. Talentet er stort, og så har han et ekstremt godt hold bag sig, siger ’HUNDEN’.
- Det er et farligt hold, og jeg synes, det er Vitality, der er kommet bedst ud af det her online-gaming efter corona. De to gange, vi har mødt dem, har vi taget et map fra dem. Men vi har også fået en god omgang tæsk på de andre baner, vil jeg sige.
Derfor forventer ’HUNDEN’ også, at finalen kommer helt ud i fem baner.
Kampen begynder klokken 18.30 på TV 2 Zulu. Optakten begynder klokken 18, og det hele vises også på TV 2 PLAY.