E-sport

CS:GO-Major er aflyst

Astralis vandt i november sidste år sin tredje Major i træk. TV 2 SPORT

Grundet coronapandemien bliver årets Major i Brasilien ikke afholdt. I stedet mødes verdens bedste hold i Køln i en anden turnering.

I november skulle verdens største mandskaber i CS:GO have mødt hinanden ved CS:GO Rio Major.

Turneringsarrangørerne ESL og Valve har dog set sig nødsaget til at aflyse Majoren, fordi det grundet coronapandemien ikke er sikkert at afholde begivenheden i Brasilien.

- Det er med stor bedrøvelse, at vi har været nødsaget til at aflyse årets Major, men vi gør alt, vi kan for at fortsætte med at afholde turneringerne, som vi plejede, siger Michal “CARMAC” Blicharz fra ESL i en pressemeddelelse.

Dermed kommer 2020 ikke til at byde på en Major, hvilket gør danske Astralis til fortsat forsvarende mester.

Astralis vandt tre Major-turneringer i træk fra september 2018 til september 2019.

Arrangørerne har dog fundet en erstatning for turneringen i Rio. I december bliver der i stedet afholdt en lignende turnering i Køln med navnet IEM Global Challenge.

Her spiller de otte bedste hold fra Europa og Nordamerika om en samlet præmiepulje på godt tre millioner kroner.

Planen er endda, at turneringen bliver den første siden coronaudbruddet, hvor holdene rent fysisk spiller samme sted.

- Alle planer kan blive ændret, da vi fortsætter med at følge retningslinjer angående covid-19-situationen, siger Blicharz.

De forsvarende Major-vindere er ærgerlige over aflysningen, men har fuld respekt for beslutningen og understreger, at sundhed og hedbred er foran alt andet.

- Det siger sig selv, vi har set frem til at forsvare titlen. Danny ('zonic' Sørensen, træner, red) og Kasper (Hvidt, sportsdirektør, red.) bruger mange ressourcer på at få holdet til at toppe på de rigtige tidspunkter i løbet af sæsonen, men heldigvis kommer der andre turneringer - også i slutningen af året, siger kommunikationschef i Astralis Group, Steen Laursen, til TV 2 SPORT.

- Heldigvis er der mange kampe i øjeblikket, hvilket passer os ret godt. Vi har udvidet truppen til syv spillere, og der bliver brug for alle dem, der er klar i de kommende måneder.

- Nu bliver det ikke en Major, vi sigter efter, men der har været virkelig god energi på holdet siden sommer, og det handler nu om at fortsætte de gode takter, vi har set fra både de nye spillere og holdet samlet.

Astralis har i en lang periode været nummer et på verdensranglisten, men siden maj er holdet røget længere og længere tilbage.

I midten af august var Astralis helt nede som nummer 17, men er siden kravlet op på 11.-pladsen.

Det danske hold Heroic er lige nu landets bedste hold på en 3.-plads.