37 trænere taget i snyd - dansk topnavn får langvarig karantæne
Ifølge Esports Integrity Commission mangler der stadig at blive undersøgt 80 procent af de kampe, der potentielt kan indeholde snyd.
I alt 37 CS:GO-trænere er blevet tildelt karantænestraffe, der løber fra cirka 3 og op til 36 måneder, for at udnytte en såkaldt 'bug' i det populære online skydespil.
Det skriver ESIC (Esports Integrity Commission) på sin hjemmeside.
Den tidligere fejl i Counter-Strike-spillet har betydet, at det har været muligt at overvåge dele af banen i forbindelse med kampe, hvorfor det potentielt har været muligt at se modstanderholdets ageren.
- Vi forstår, at disse afsløringer har været hårde for mange personer inden for CS:GO-miljøet, men vi mener, at det på langt sigt vil være bedst for spillet og integriteten for E-sport, at disse afsløringer bliver håndteret, lyder det i en udtalelse fra ESIC.
Dansker får karantæne på 20 måneder
Flere prominente danske trænere er på listen - blandt andet Allan 'Rejin' Petersen, Nicolai 'HUNDEN' Petersen, Casper ”ruggah” Due og Alexander 'ave' Holdt.
Allan 'Rejin' Petersen har med en straf på 19,8 måneder fået den længste karantæne blandt de seks danskere på listen.
Han har tidligere indrømmet, at han har snydt i spillet tilbage i 2017 og 2018. Danskeren blev i den forbindelse suspenderet af sit hold, mousesports.
Nicolai 'HUNDEN' Petersen, der træner verdensranglistens nummer to, Heroic, blev i august udelukket fra CS:GO og tildelt en straf på ét år, men danskerens karantæne er nu blevet reduceret til otte måneder.
Et af de største navne på listen er danske Casper ”ruggah” Due. Han er træner for holdet OG, som ligger nummer 11 på verdensranglisten.
E-sportsholdet har dog valgt ikke valgt at fyre ham på baggrund af nyheden.
Alexander 'ave' Holdt, som tidligere har trænet det danske Counter-Strike-hold North, er blevet udelukket fra CS:GO-sporten i et halvt år.
De sidste danskere på listen over de 37 udelukkede trænere er ”casle” og ”FeTiSh”. De to danskere har dog ikke tidligere coachet på højeste, professionelle niveau.
Se listen med navnene på alle 37 karantæneramte trænere her.
- Mest omfattende skandale
TV 2 SPORTs ekspert Jacob 'Pimp' Winneche kalder det forventet, at mange CS:GO-trænere ville blive fanget i at have snydt. Det skyldes, at der har været en periode på et par måneder, hvor trænerne kunne melde sig selv og være en aktiv del af undersøgelsen.
Men at listen skulle indeholde flere store trænernavne, var der ifølge eksperten ikke mange, der havde forventet.
- Det er den mest omfattende skandale, CS:GO nogensinde har stået over for. Der har været andre tilfælde med ting, der er sket til turneringer og snydesager, men det her er klart den mest omfattende skandale af alle, fordi der er så mange forskellige hold og trænere involveret, siger Jacob 'Pimp' Winneche.
Han forventer, at CS:GO-sporten har set de værste tilfælde, da alle de store trænernavne er tjekket adskillige gange.
På trods af skandalens omfang, mener eksperten ikke, at glansbilledet af CS:GO-sporten er krakeleret.
- Selvom der er store navne, så er en lang række af trænerne jo også andenrangstrænere. Det svarer lidt til, der er blevet snydt i 1. divisionsfodbold, og det kun har været en smule i Champions League. Det gør det på ingen måde bedre, men langt størstedelen af de store trænere er gået fri, siger Jacob 'Pimp' Winneche.
Eksperten kalder det dog stadig over for TV 2 SPORT for "en skidt sag for CS:GO og for trænerne".
Sag langt fra slut
Tidligere på måneden indledte ESIC startede en større undersøgelse af snyd med 'buggen', der menes at gå helt tilbage til 2016.
ESIC oplyser, at 20 procent af alle de kampe, der potentielt kan indeholde snyd, nu er blevet undersøgt.
Den store undersøgelse af trænere i CS:GO-miljøet begyndte, da blandt andet 'HUNDEN' indrømmede snyd i spillet.
Efterfølgende har flere trænere stået frem og erkendt snyd med 'buggen'.