E-sport

Astralis-boss: Sådan havde vi håndteret det, hvis vores træner snød

Astralis' anfører, Lukas 'Gla1ve' Rossander, tror på Heroic-spillernes uskyld, men det kræver, at de frikender sig selv offentligt.

Kritikken flyver om ørene på danske Heroic i disse dage, efter at holdets træner, Nikolaj ’HUNDEN’ Petersen, er afsløret som en af de 37 trænere, der har fået karantæne for snyde ved at udnytte en fejl i spillet.

Fejlen har gjort det muligt for træneren at få information om, hvor modstanderen befinder sig på banen under kamp, og det har kostet ’HUNDEN’ en karantæne på otte måneder fra trænergerningen.

Det har dog ikke resulteret i en fyreseddel fra Heroic, men en degradering til analyst, mens karantænen står på - og den løsning var bestemt ikke gået hos Astralis, fortæller grundlægger og administrerende direktør i Astralis Group, Nikolaj Nyholm.

- Fra Astralis’ side ville Danny ’Zonic’ Sørensen (holdets træner, red.) ikke få lov at fortsætte med det sportslige, og hver af vores syv spillere ville have præcis den samme holdning, siger Nyholm og fortsætter:

- Derudover ville spillerne gå ud og begynde at snakke om det her. Og de ville snakke om, hvad der faktisk foregik i de runder (med snyd, red.) til omverdenen.

- Og den sidste ting, spillerne ville gøre, var at begynde at snakke om, hvad der skal til for at sikre det fremadrettet. Det er forhåbentlig også de briller, vi alle kan tage på.

- Fuldstændig mangel på lederskab

Astralis-direktøren samt holdets anfører, Lukas 'Gla1ve' Rossander, er blandt de mest toneangivende kritikere af Heroic i øjeblikket, og en del af kritikken går netop på, at Heroic-spillerne ikke har meldt offentligt ud, at man ikke kendte til 'HUNDEN's ageren.

Nikolaj Nyholm er især uforstående over for, at Heroics anfører, Casper 'cadiaN' Møller, ikke har taget afstand, men blot har refereret til holdets samlede statement, hvor træneren frikender sine spillere.

- Det er fuldstændig mangel på lederskab fra Caspers side. En af grundene til, at han skal gå ud og snakke om det her, er, fordi han er nummer ét i verden, mener Nyholm.

- Det her ender med at ramme os alle sammen. Det ender med, at integriteten i hele det projekt, der hedder e-sport, bliver stillet i tvivl, når en spiller af Caspers kaliber og standing ikke vil gå ud og snakke om det her. Han kan ikke gemme sig bag et statement, der er skrevet af Heroics presseansvarlige. Han skal gå ud og snakke om det her selv.

Lørdag aften luftede Lukas 'Gla1ve' Rossander også sine tanker over for TV 2 SPORT:

- Hvis det havde været mig, og min træner havde snydt, og jeg ikke vidste noget om det, var jeg da gået ud med det samme og sagt, at jeg intet vidste. Jeg havde renset mit navn og image. Det føler jeg lidt, at vi mangler her. Hvad er grunden til, at man ikke gør det? Er det, fordi man godt vidste det?

Astralis-anfører: Jeg tror jer, hvis I siger det

Casper 'cadiaN' Møller er ikke tilfreds med Astralis' offentlige offensiv. Han forstår ikke, hvorfor de danske rivaler forventer svar på noget, de slet ikke har krav på.

- Det er jo en utroligt kompliceret sag, og jeg kan jo heller ikke bare sidde og komme med alle mulige udtalelser. Og hvad så, hvis vi sagde de ting? Hvornår skal det stoppe? Hvorfor er det, at de har krav på et svar, som ESIC (Esports Integrity Commission, red.) eller dem, som rent faktisk vurderer de her sager, ikke har krævet?, lød det fra Heroic-anføreren fredag.

Men ifølge 'Gla1ve' havde en offentlig udtalelse faktisk løst problemet helt og aldeles. Astralis-profilen tror nemlig på, at 'cadiaN' og kompagni er uskyldige - de skal bare selv sige det.

- Jeg har ikke set noget, der gør, at jeg tror, at spillerne vidste noget. Jeg har ikke siddet og set alle kampe, hvor ’HUNDEN’ har brugt det, men det korte klip, jeg har set, synes jeg ikke viser, at spillerne har snydt.

- Hvis de gik ud og sagde, at de ikke vidste noget om det, tror jeg på dem, siger Lukas 'Gla1ve' Rossander.

Heroic og Astralis tørnede sammen i semifinalen i ESL Pro League lørdag aften. Astralis vandt i to maps.