E-sport

Astralis-stjerne solgt som en af historiens dyreste

Patrick 'es3tag' Hansen er ifølge TV 2 SPORT fortid for Astralis. Astralis

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger spiller Patrick 'es3tag' Hansen sin sidste turnering for Astralis, inden han skifter til storsatsende Cloud9.

Denne artikel er redigeret, efter Astralis har bekræftet handlen.

En kæmpehandel på Counter-Strike-scenen er på plads, og som TV 2 SPORT erfarede onsdag aften, er en dansker i hovedrollen.

Astralis-stjernen Patrick “es3tag” Hansen er tabt det danske storhold, der sælger ham til Cloud9. Det sker kun fire måneder efter hans skifte til netop Astralis. Det var et skifte på en fri transfer, men denne gang er der store summer involveret.

- Transfers vil altid være en del af forretningen, og selvom vi ikke kommer til at kommentere på detaljer omkring værdien, er der tale om en så markant aftale, at vi måtte tage tilbuddet seriøst. Samtidig er de vilkår, Cloud9 har tilbudt spilleren, af en sådan karakter, at han ønskede, vi søgte at gennemføre en aftale, siger CEO i Astralis Group, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse.

Astralis og Cloud9 er enige om, at prisen for "es3tag" ikke meldes ud. Dog ligger det fast, at han bliver en af de dyreste spillere i Counter-Strike-historien, når skiftet går igennem senere i oktober.

Der er tidligere handlet CS:GO-spillere for mellem to og tre millioner kroner. Den dyreste handel, man kender til i offentligheden, var Niko "NiKo" Kovic' skifte fra mousesports til FaZe Clan. Han kostede tre millioner kroner.

Patrik “es3tag” Hansen spiller sin sidste turnering for de danske verdensettere, når Dreamhack Open Fall-turneringen åbner med nyklassikeren Astralis og Heroic torsdag klokken 20.00. En kamp du kan følge på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

- Det tilbud Cloud9 lagde på bordet foran mig af en karakter, jeg blev nødt til tage seriøst, fortæller Patrick "es3tag" Hansen i en pressemeddelelse.

- Samtidig kan jeg rigtig godt lide tankerne bag projektet, og jeg tror, de bliver en del af Counter-Strike-toppen de kommende år. Så mens jeg er oprigtigt ked af at forlade Astralis og folk her, ser jeg frem til en kæmpe personlig udfordring i Cloud9. Jeg vil gerne takke fansene for den massive opbakning, de har vist mig – Astralis og fansene vil altid betyde noget helt specielt for mig.

Cloud9 er en af verdens største esportsorganisationer, men siden Major-sejren i 2018 har holdet haft problemer resultatmæssigt. Derfor er de i gang med at skabe et nyt lineup, og her skal "es3tag" altså spille en nøglerolle.

Den 24-årige dansker skiftede til Astralis fra Heroic den 1. juli.