E-sport

Heroic slog Astralis i drama - spiller tvunget til at forlade sit hjem midt under kampen

'Cadian' (tv) jubler efter sejren over Astralis, hvor 'es3tag' (th) undervejs måtte forlade sit hjem efter tekniske problemer. TV 2 SPORT

Heroic er klar til finalen i Dreamhack Open Fall efter sejr over Astralis.

Se finalen søndag på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY

Det er svært at blive klog på, hvem der er bedst i Danmark. Og i verden for den sags skyld.

Counter-Strike-holdet Heroic sikrede sig ved midnatstid en plads i finalen ved Dreamhack Open Fall med en sejr over de danske rivaler fra Astralis, der er nummer et på verdensranglisten. Heroic er nummer to.

Heroic 2-1 Astralis

  • Nuke: 22-20
  • Inferno: 8-16
  • Vertigo: 16-11

Dermed slutter Astralis som nummer tre i turneringen, hvor Heroic i søndagens finale møder franske Vitality, der er nummer fire i verden.

Finalen spilles klokken 18.

Tvunget til at flytte

Heroic valgte kampens første map, Nuke, og det så umiddelbart ikke ud til at være nogen god idé.

Her havde Astralis nemlig overtaget fra start og kom foran med 5-2, før kampen blev afbrudt i mere end en halv time.

Grundet coronapandemien sidder mange spillere ved computeren derhjemme, og Astralis' Patrick 'es3tag' Hansen havde problemer med teknikken.

Internettet gik ned, og da det ikke så ud til at løse sig, blev han slet og ret tvunget til at flytte lokation midt under kampen. Han blev kørt fra sit hjem til Astralis' kontor.

Det ændrede ikke på Astralis' dominans. Holdet bragte sig foran med 13-5 og var kun tre runder fra at vinde Heroics valgte map.

Stort comeback

Men så kæmpede Heroic sig tilbage med ni vundne runder i træk. Mappet skulle ud i to gange forlænget spilletid, før Heroic sikrede sig en føring på 1-0.

Astralis' indledende dominans fortsatte på Inferno, og her gav verdensranglistens nummer et ikke slip.

Finalisten skulle derfor findes på det afgørende map, Vertigo, og her var det helt lige i første halvleg. 8-7 til Heroic.

Presset blev maksimalt på Astralis, da Heroic efter pausen vandt fem runder i træk. De fik godt nok reduceret til 13-11, men tættere på kom de ikke.

Heroic spillede sig i finalen efter et drama, der kom til at vare mere end fire timer.

Heroic er i finalen i DreamHack Open Fall med en 2-1-sejr over landsmændene fra Astralis. Video: Bo Bentsen

Kampen blev samtidig den sidste i Astralis-trøjen for Patrick 'es3tag' Hansen, der efter turneringen skifter til det amerikanske hold Cloud9.