E-sport

Astralis-stjerne fik svært comeback efter et halvt år

Andreas 'Xyp9x' Højsleth gjorde comeback, da Astralis havde uventede problemer mod undertippede brasilianere.

Se BLAST Premier Fall på TV 2 PLAY

Mandag var hele den 'gamle' Astralis-kerne i kamp for første gang siden maj.

Først blev Lukas 'gla1ve' Rossander sygemeldt grundet udbrændthed og symptomer på stress, og præcis samme diagnose fik Andreas 'Xyp9x' Højsleth stillet dagen efter.

Siden er 'gla1ve' vendt tilbage, og mandag gjorde 'Xyp9x' comeback i kampen mod brasilianske MIBR ved BLAST Premier Fall Series.

Astralis 2-0 MIBR

  • Vertigo: 19-16
  • Nuke: 13-16
  • Inferno: 16-5

Sejren sender Astralis videre i BLAST Premier Fall Series, hvor holdet kan kvalificere sig til den store turnering BLAST Premier Fall 2020 Showdown i slutningen af november.

I næste kamp kan holdet spille sig i finalen om en plads i den store turnering. Skulle det glippe, får Astralis dog endnu en chance for at spille sig i finalen.

Levede hurtigt op til kælenavn

'Xyp9x' har også kælenavnet 'clutchministeren', fordi han er kendt for sin evne til at vinde en runde, selvom han er alene tilbage mod flere modstandere.

Der skulle blot gå fire runder, før han levede op til sit ry, da i alene mod to MIBR-spillere sikrede en Astralis-udligning til 2-2.

'Xyp9x' og Astralis havde dog kæmpemæssige problemer med den undertippede modstander, der efter stor udskiftning på holdet er helt nede som nummer 234 på verdensranglisten.

Brasilianerne kom foran med 14-8 og var blot to runder fra at vinde åbningsmappet, Vertigo.

Så vandt de danske verdenstoere seks runder i træk, og mappet endte i ovetime, hvor Astralis vandt 4-1.

Chok på favorit-map

Hvis Astralis var storfavoritter før kampen, var de kæmpefavoritter på deres map-valg Nuke. Et map, hvor holdet de seneste tre måneder har vundet 82 procent af gangene.

Det afspejlede dog ikke virkeligheden mandag aften.

Danskerne havde igen problemer med den brasilianske modstander, der fulgte fint med og trak fra til 13-10 efter pausen.

Selvom de fik udlignet med tre vundne runder i træk, blev det til et højst overraskende nederlag på Nuke. Dermed skulle kampen afgøres på Inferno.

Her så alvoren ud til at være gået op for Astralis, der under kampen røg ned på verdensranglistens tredjeplads, da den blev opdateret.

Først fem vundne runder i træk. Så en føring på 9-2. Og til pause foran med 11-4.

Astralis vandt mappet med 16-5 og møder i næste runde vinderen af kampen mellem FURIA og G2. Kampen spilles klokken 16.30 og kan ses på TV 2 PLAY.

Andreas 'Xyp9x' Højsleth fik rettet op på en sløj kamp i det afgørende map og endte med 46 kills og lige så mange deaths.