E-sport

Astralis kæmper sig i finalen i stor turnering

Det danske Counter-Strike-hold er klar til finalen i DreamHack Masters Winter Grand Final efter sikker sejr.

Counter-Strike-holdet Astralis skal søndag kæmpe om endnu en stor titel.

Det danske hold sikrede sig lørdag en plads i finalen ved DreamHack Masters Winter Grand Final.

Det skete med en overbevisende sejr på 2-0 over det brasilianske hold Furia.

Danskerne havde valgt det første map - Overpass - som sikkert blev vundet med 16-7.

Før det næste map - Nuke - som var valgt af Furia, byttede Astralis ud i besætningen, hvor Lucas "Bubzkji" Andersen afløste Andreas "Xyp9x" Højsleth.

Danskerne fortsatte dominansen og vandt 16-6 på Nuke, og så var den samlede sejr hjemme.

Furia var ellers inde i en god stime før mødet med Astralis, og brasilianerne havde vundet de foregående seks kampe før lørdagens nederlag.

Astralis, der i øjeblikket rangerer som nummer fire i verden, møder søndag Mousesports i finalen. Mousesports har vundet holdets seneste syv kampe.

Søndagens finale går i gang klokken 16.00.