E-sport

Astralis-træner er kåret som årets bedste træner

Selv om Astralis ikke har fået de forventede sejre i år, så er Danny 'zonic' Sørensen kåret som årets træner.

Den danske Astralis-træner Danny 'zonic' Sørensen er kåret som "Bedste Træner" 2020 ved prisshowet Game Awards.

Det fremgår af arrangørens hjemmeside. Begivenheden er natten til fredag blevet streamet fra London.

Danny 'zonic' Sørensen fortalte i forbindelse med sin nominering, at 2020 ikke er gået helt som forventet for det danske tophold.

- Vi har ikke vundet det, vi gerne ville i år, men til gengæld har vi arbejdet hårdt på de indre linjer for at få et nyt set-up med flere spillere i truppen til at fungere. Vi er kommet langt, men vi har stadig masser at arbejde med, og ting vi skal forbedre, sagde han.

- Jeg ved ikke, om jeg vinder den titel i år, men bare det, at folk ser alt det arbejde, vi lægger i det her, det betyder rigtig meget for mig og for os, fortalte han.

Prisen for årets bedste spil gik til "The last of Us - Part II", mens skuespilleren Laura Bailey som spillets hovedperson Abby fik prisen for årets bedste præstation.

Du kan se Astralis - med 'zonic' i maskinrummet - i aktion, når de spiller lower bracket-semifinale i Blast Premier Falls 2020 Finals. Se opgøret på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY kl. 16.30 fredag.